Passionen.. for pokker

Jeg kan virkelig godt lide vores hjemmebane, og jeg glæder mig altid lidt ekstra når vi skal spille hjemme. Specielt når nu Holte kom denne weekend og vi ærligt talt havde leveret en lidt bleg indsats derovre sidst. Men Holte spillede stabilt, mens vi svingede lidt mere i vores spil. De prioriterede tidligt i deres blokader og det fik vi desværre ikke rigtig udnyttet i vores hæverstrategi. Jeg syntes vi spillede stærkt i store dele af kampen, selvom det blev lidt stille på vores side i perioder. Det føltes mest som en koncentreret stilhed end at folk trak sig ud af kampen. Jeg var ærgerlig over at vi ikke formåede at tage momentum i begyndelsen af 4. sæt, efter at have vundet 3. Mange servefejl fra begge hold og andre bolde, der blev tabt på fejl, gjorde at det var et åbent sæt de første tyve bolde oder so. Der skulle vi have vist mere fight og vilje til at tage mere end ét sæt.
Så det var en flad fornemmelse at slutte af med et 4. sæt, hvor vi ikke rigtig spillede med, da sættet skulle afgøres.

Så lidt bitter hjem og se håndbold - godt for mit weekendhumør at de vandt, ikke mindst om søndagen også.

Angående den løbende debat om hvorvidt dansk damevolley egner sig til TV, så kan jeg kun være endnu mere ærgerlig over at jeg ikke så pokalfinalerne på TV, på grund af familietjuhej. Men først og fremmest, så gælder debatten vel dansk volley generelt? Gjorde herrekampen sig så meget bedre på TV? Under alle omstændigheder er Martin Olafsens kommentarer hverken nuancerede og eller konstruktive. Så vidt jeg kan se, har han da heller ikke fulgt op på den svada vi fik dér. Det er alt for nemt at rakke dansk damevolley ned ved at sammenligne det med lande, der har en helt anden tradition og andre resurcer i sporten. Som Maja Pilgaard også skrev på Mikkels blog, så er det ikke udelukkende det sportslige niveau(der kan være ret variende), der er afgørende for TV-seernes interesse. Det er også fortællingen bag: personerne, holdånden, det fælles mål og kampen for at nå det. Og det ved man selv på eurosport, der op til sidste OL fulgte en enkelt spiller fra forskellige sportsgrene på deres vej til OL. I volleyball var det Francesca Picicinini fra Italien og en stor del af historien om hende var faktisk hendes kamp for at få spilletid, og derudover hendes familie og hjemby osv. Og det var spændende! Jeg tror bestemt at det vigtigste element at formidle når det kommer til sport, det er passionen. Og det slipper Martin virkelig dårligt fra med sine kommentarer om niveauet i dansk damevolley og derfor er det så tåbeligt destruktivt, når der nu er masser af passion i sporten - også herhjemme! Da Morten Piil i sin tid skrev sin kronik om dansk damevolley fik jeg utrolig mange henvendelser fra venner og bekendte, der aldrig rigtig har interesseret sig for volley, men som blev fanget den den fortælling om fightermentalitet, sammenhold og passion, som Morten fortalte - se, det er noget alle kan forholde sig til.

3-0 ...ude og hjemme!

Ingen tvivl: Det er langt sjovere at blogge, når man har vundet. Så jeg vil egentlig bare lade sidste weekends 3-0 nederlag til Fortuna stå hen som en kamp, hvor vi helt klart burde have taget mindst ét sæt, men åbenbart ikke var indstillede på at spille sættene færdige. Det var alt for dårligt. Men det var positivt at vi langt hen ad vejen følte, at vi var kommet igennem julepausen uden alt for store konsekvenser for vores spil.
Og så til det sjove: 3-0 sejren over Brøndby. Endnu en heldig dag for Århusianerne! Eller.. ;)
Vi spillede godt og stabilt. Et godt servepres gav Brøndby store problemer i modtagningen, hvilket betød at de ikke fik gang i centerspillet. 1. sæt blev en gyser. Vi hentede Brøndbys føring og havde sætbold, Brøndby spiller en høj gratisbold over, som jeg vil spille frem til Sondrea, der er stukket afsted. Alle angriberne melder - den her bold skal bare dræbes, pronto! Jeg kan stadig opleve den bold i slow-motion, den føltes bare så uendelig høj, da den kom ned mod mig og jeg nåede faktisk at tænke utrolig mange tanker. Derefter spiller jeg så med stor autoritet bolden frem - en ½ meter for høj og ½ meter over på den anden side af nettet... ARRGH! Hvad sker der??!? Brøndby vandt bolden og samtlige spillere på mit hold hadede mig lige i det øjeblik - fuldt berettiget! Men mit fantastiske hold fik vendt frustrationerne mod Brøndby og vi fik alligevel hevet sættet hjem. Men den bold kunne have været så afgørende for holdets moral og kampen, hvis den havde betydet at vi tabte sættet. Og så en gratisbold, det er bare en æressag for mig...Puuh, jeg skammer mig.
I 2. sæt bestemte vi, hvad vi skulle lege - og det blev til "tik, Brøndby er den - se, om I kan fange os". Vores centerspillere arbejde virkelig hårdt hele kampen i både blokader og angreb, og i 2. sæt strålede de bare. Natja var sindssygt effektiv i angreb. Og så spillede Ci og Sondrea rigtig godt forsvar på 5 og 1.
I 3. sæt var vi forberedte på, at Brøndby ville kaste alt ind og spille højt spil. De vandt også en række mere spetakulære bolde, men det føltes stadig som om det var os, der havde det stabile niveau.

Krigens stålgestalter og sportens hyldest til Urkraften

I den tyske forfatter Ernst Jüngers delvist autobiografiske erindringer fra 1. verdenskrig "The Storm of Steel" gestalter han soldaten som en stålsat og pansret fascistoid mandsfantasi. Jünger hylder soldaternes kammeratskab, deres tætte fællesskab, der får troppen til at fungere som en maskine, der ruller hen over slagmarkerne. Han ser krigen som en regenererende kraft, hvor de ypperligste, stærkeste, mest stålsatte mænd overlever og fører arten videre:

”Es war eine ganz neue Rasse, verkörperter Energie und mit höchster Wucht geladen. Geschmeidige, hagere, sehnige Körper, markante Gesichter, Augen in tausend Schrecken unterm Helm versteinert. Sie waren Überwinder, eingestellt auf den Kampf in seiner gräßlichsten Form. Ihr Anlauf über zersplitterte Landschaften bedeutete den letzten Triumph eines phantastischen Grausens. Brachen ihre verwegenen Trupps in zerschlagene Stellungen ein, wo bleiche Gestalten mit irren Augen ihnen entgegenstarrten, so wurden ungeahnte Energien frei. Jongleure des Todes, Meister des Sprengstoffes und der Flamme, prächtige Raubtiere, schnellten sie durch die Gräben. Im Augenblick der Begegnung waren sie der Inbegriff des Kampfhaftesten, was die Welt tragen konnte, die schärfste Versammlung des Körpers, der Intelligenz, des Willens und der Sinne.” (Jünger: “Der Kampf als inneres Erlebnis”,1922).

Her er Jüngers ekstreme ideal for soldatmanden tydeligt. Først beskrives kroppen, der i smidighed og spændighed minder om rovdyret, derefter øjnene, der under stålhjelmen ikke længere har eget liv, men blot stålfast stirrer mod den endelige sejr. Kernen i denne beskrivelse er dog soldatmandens følelseskolde og maskinelle energiudladninger i en voldsom, men kontrolleret bersærkergang. Soldatens muskelmasse er et resultat af en ekstrem kroplig hærdelse, hvor selvet, identiteten, det bløde usikre indre sjæleliv tydeligt afgrænses af et jernhårdt, maskinelt og kantet panser. Joseph Thoraks skulptur ”Cameratismo” herover er et stjerneeksempel på hyldesten til den stålsatte muskuløse mandskrop og soldaternes maskinelle kammeratskab, der får dem til at fortsætte deres march hen over slagmarkens bunker af lig: ”On and on! Some of the men collapsed as they ran, for we were compelled to force the last ounce from their exhausted bodies. Wounded men called to us on left and right from the shell-holes and were disregarded. On and on, with our eyes fixed on the man in front, along a knee-deep trench formed of linked-up shell-holes of enormous size, where the dead were almost touching. Our feet found little purchase against their soft and yielding bodies. Even the wounded who fell by the way shared the same fate and were trodden beneath the boots of those who still hurried on.” (Jünger: "The Storm of Steel").

Når man i Århus kører af Stadion Allé mod Stadion er man ikke i tvivl om stedets arkitektoniske magtstruktur. Stadion troner stateligt oplyst for enden af den brede allé med søjler, der med sine proportioner påpeger menneskets ydmyge størrelse. Man føler et fællesskab med pøblen, der strømmer til, som insekter draget af lyset. I forhallen forstærkes ydmygheden ved synet af Urkraften, Jean Gauguins skulptur fra 1920. Ligheden med Thoraks skulptur er slående: Den muskuløse krop, det stålsatte blik, de aggressivt knyttede næver, den ustoppelige march hen over den indstrømmende menneskemasse - On and on!