Æv, en laaang harsk møjdag!

FREDERIKSBERG VOLLEY – AARHUS VOLLEY (25 - 18, 22 - 25, 25 - 17, 25 - 21)

Dagen startede tidligt, men faktisk rigtig fint. En stille søndag morgen, hvor hele byen er pakket ind i rimfrost og himlen skifter i blåviolette nuancer efterhånden som solen stiger. Der er næsten ingen mennesker at se, og man føler sig ret velsignet at have sådan en morgen næsten for sig selv.

Da PS-biler endelig havde fundet vores biler frem og fået installeret sæder i bussen(!), kom vi afsted. De rimdækkede landskaber der tonede frem gennem tågebankerne var mindst lige så smukke som byen i den tidlige morgen. Og med julemusik i radion troede man en kort stund, at det var en heldig dag. Den illusion bristede dog brat, da vi passerede først en enkelt soloulykke og derefter masseulykke på masseulykke med efterfølgende harmonikasammenstød, der mindede os om, hvad det smukke føre betyder for trafiksikkerheden. Så stivnede smilene og farten blev sænket markant. Stemningen i bilen blev yderligere krydret, da vi ville finde en manual for at tænde lejebilens tågelys: Da jeg sad i shotgun, åbnede jeg handskerummet og blev mødt af en massiv bølge af harsk smør og gammel spegepølse fra det klamme efterladte rundstykke, der havde taget manualens plads i handskerummet. I bagklogskabens ulideligt klare lys, kan jeg kun se det som et tegn - et rigtig dårligt ét.

Men vi fik os sneglet frem til Bülowsvej og derefter gik det pludselig stærkt - alt for stærkt. En stresset opvarmning, til dels vores egen skyld, til dels en dårlig disponering af tiden fra dommernes side. Og så var vi i gang.. eller Frederiksberg var i hvert fald. Vores modtagninger var gode, men vi kom slet ikke igennem i angrebet og Frederiksbergs blokadeprioriteringer fungerede for dem. De spillede stærkt og lod os lave alle de dumme fejl, hvilket vi da bestemt ikke holdt os for gode til.

2. sæt. Vi var ved at være landet i Frederiksberg og begyndte at finde vores spil frem. Der var nogle gode takter, men det føltes noget usikkert undervejs. Når vi fik en del af spillet i gang var det en anden del, der svigtede. Josefine og Lærkes server voldte os store problemer, så Frederiksberg henter vores ellers store føring. Men med pletvist godt spil og Maries stærke TV-serv vinder vi da sættet.

Vores servepres var ellers slet ikke på højde med sidste weekend. Vi havde enkelte stimer, både af gode server, men desværre også stimer af fejl. Det var bare generelt ikke godt nok.

3.sæt og vi kæmper desperat videre for at finde vores spil, men Frederiksberg styrer begivenhederne og vi spiller mest på deres premisser.
Ligeledes i 4. sæt, hvor vi bliver for stressede på vores side af nettet. En overgang ser det da ud til at vi virkelig kæmper os tilbage med en rigtig god servestime - men vi kunne desværre ikke følge op på den, så Frederiksberg kører sættet og kampen hjem.

Det var bare op ad bakke hele vejen. Jeg syntes egentlig at vi kæmpede for at komme ind i kampen, for at få energien i gang med gejst, men vi var ikke skarpe i de enkelte boldberøringer, så det var utrolig tungt. Der var skuffede miner i omklædningen og det var ikke sådan vi havde ønsket at gå på juleferie, når det nu kunne have været så godt! Men vi er kommet langt siden sæsonstarten og træerne vokser ikke ind i himlen. Efter kampen sendte vi Justina hjem på velfortjent juleferie, som forhåbentlig giver lidt bedring til ryggen, der har pint hende på det seneste.
Hjemturen var ganske enkelt helt forfærdelig. Fyn var hyllet i tæt tåge, der havde forårsaget endnu et enormt harmonikasammenstød, motorvejen var lukket og politiet frarådede al unødig udkørsel. Det tog mildest talt en evighed at komme hjem, og det havde nok været lidt mere muntert, hvis vi havde haft en sejr med i baggagen.

Ode til potentialet

Da vi havde spillet 1/3 del af sæsonen, altså mødt alle de andre elitedivisionshold én gang, lå vi til direkte nedrykning på en lidt bitter 7. plads. Den føltes bitter fordi holdene lå så tæt og vi bare var endt med en sorteper, som slet ikke afspejlede vores egen opfattelse af vores niveau. Men det kunne jo ikke nytte noget at blive børnesur på William, fordi han antydede at det teoretisk kunne ende med nedrykning for os. I stedet snakkede vi på holdet om vores træningsindsats og om, at når holdene lå så tæt nu, så ville det afgørende jo være, hvilke hold, der formåede at blive bedre gennem sæsonen. Et hold som Holte bliver bare altid bedre i løbet af sæsonen, og uanset deres resultater i de europæiske kampe, så er der ingen tvivl om at den slags kampe giver holdet erfaring og gør spillerne langt mere frygtløse i den hjemlige række. Fortuna har haft nogle skader og forstærker holdet med nye spillere efter jul. Vi har ikke udsigt til hverken internationale kampe, eller flere nye spillere, så vores eneste mulighed for udvikling er til vores træninger.


Til gengæld er det en fornøjelse at tale udvikling, når man nu er så heldig at spille på et af rækkens yngste hold. For jeg har slet ikke været i tvivl om potentialet på vores hold. Der er så mange dygtige spillere, der virkelig vil det her projekt, og som arbejder for det. Bare se på vores entusiastiske bænk til alle vores kampe! Men hvis vi vil have fuldt udbytte af potentialet, så skal vi tage et skridt op til hver eneste træning.. babysteps måske, men vil skal blive ved med at blive bedre, fordi vi kan.

I den anledning vil jeg da gerne på direkte opfordring stolt præsentere vores hold:

På hæverpladsen har vi Stine Smedemark Kristiansen, som havde en forrygende debutsæson i eliten sidste år, hvor hun førte holdet til en 4. plads! I år har hun fået konkurrence af Sondrea Larsen, fra Oregon Ducks, som har ført en fantastisk energi og frækt spil ind på holdet. Det er mit indtryk, at de to hævere supplerer hinanden rigtig fint, uden at der endnu er en decideret førstehæver.

På liberopositionen har vi sagt farvel til Bettina, som i stedet er blevet assistenttræner for holdet. Til gengæld har Sophie-med-det-næsten-adeligt-fine-efternavn Misser Hauch Hatting fået selskab af Ci Eshel, som søgte nye volleyudfordringer og derfor pendler fra Ikast, hvor hun bor, til vores træninger i Århus. Ci har spillet med et højt niveau og stor autoritet i modtagning og forsvar, til inspiration for os alle.

Vores centerpostition er enormt stærk i år, nok det bedste jeg har oplevet her i Århus. Nina Christiani kom hjem fra Italien og spillede med i forårets slutspil, hvor jeg var virkelig imponeret over, hvor hurtigt hun fandt et stabilt højt niveau, samtidig med at hun altid er utrolig positiv. Det samme kan egentlig siges om Ninas medstuderende fra Idræt, Susanne Christensen, der spillede i HIK sidste år. Hun har kun spillet volley i et par år, men må bare have et enormt boldtalent, for hun kan ikke bare slå hårdt, men har også en rigtig god spilforståelse. Det er på sin vis ret ironisk at centerpladsen er blevet så stærk i år, eftersom det så lidt bekymrende ud ved sæsonstart. Godtnok havde vi Nina og Ditte Iversen, som begge havde været med sidste år. Men ingen reserver og Ditte meldte fra starten ud, at hun skulle rejse efter jul. På grund af skader blev hun dog desværre nødt til at trappe ned med træningen endnu tidligere på sæsonen, og begyndte at spille med klubbens 2. damer i stedet. På det tidspunkt havde vi heldigvis fået herreholdets libero, Arunas, til at lokke sin kæreste, Justina Giedraityte (Justa) til Danmark fra Lithuan. Og hold da op, hvor kan den pige med sit omvendte tilløb og lange ben dog svæve! Dertil kommer en indædt fightervilje, der slår gnister i øjnene. Sidsttilkomne centerspiller er en overløber fra Øst-Danmark: Ivana Babic. Hun er faldet godt til i Århus og lærer dansk med en forbløffende fart, som også skyldes en sund nysgerrighed og spørgelyst. Hun er ekstremt angrebsivrig og en virkelig stærk blokadespiller.

På diagonalpladsen har kusinerne Marie Koustrup Hansen og Natja Kjeldsen deres lille godmodige familiefejde. Pt er Marie dog ude med en ankelskade, så Natja boltrer sig ved nettet, hvor hun virkelig er trådt i karakter som en stærk angriber. Det er et par virkelig klub-loyale kusiner, og jeg kan ikke forestille mig et Skovbakkenhold, hvor Marie Koustrup ikke figurerer, som en pålidelig og hårdtarbejde spiller. Marie og jeg har spillet sammen i Skovbakken, siden jeg kom til, og det er så rart med en spiller, der i den grad repræsenterer kontinuiteten, når nu der ellers har været stor udskiftning og foryngelse over årene.

Begge kusiner er også kantspillere sammen med Louise Alrø og jeg, der efter min bedste overbevisning supplerer hinanden virkelig godt på banen. Vi har hver vores forcer, som skaber et godt fundament for holdet. Dog har kant/diagonalpositionen vist sig ret sårbar, da vi alle efter tur har været ude med skader i perioder i efteråret. Cecilie Olsen har derfor taget udfordringen op, efter en pause som følge af en mindre operation, og giver nu kantpladsen en chance. Cecilie er oprindeligt centerspiller, en god én endda, og det har været hendes eget valg at prøve kræfter med kantpladsen. Den slags omskoling kræver selvfølgelig tålmodighed, men hun er god og et kvalificeret bud på en vellykket omskoling.

Derudover har vi en træningsspiller i form af Juanna Joensen, så vi faktisk kan mønstre ikke mindre end 2 fuldstændige hold, med libero, kanter og hele pivtøjet! Så er der altså mulighed for kvalitetstræninger og dermed at realisere noget af holdets potentiale.

Weekendens kamp mod Frederiksberg er virkelig vigtig for os, en sejr er nok nødvendig, hvis vi skal nå i top-4 efter jul. Efter en fantastisk sejr sidste weekend bliver den store test i virkeligheden om vi finde det samme niveau frem igen og holde det en hel kamp. Jeg personligt vil gerne vise, at sejren i weekenden ikke bare kan afskrives som en off-day fra Lyngbys side, som Smølf på forundelig vis fik det vendt til på trods af både mit og ikke mindst Mini's kampreferat. Men det er selvfølgelig en nem forklaring, specielt efter Holtes egen indsats mod dem i går aftes.

(aside)... er det ikke forunderligt hvordan nogle hold har "off-dage" og andre hold bare har et "lavt bundniveau"? Det er ret afgørende for et holds selvopfattelse, hvordan man italesætter den slags - og hvilken diskurs, der er generelt accepteret for de forskellige hold.

Flot sejr over topholdet - "Haps, haps, haps..."

Så kom Lyngby til Århus og vi havde set frem til kampen. Vi syntes alle, at vi havde spillet en god kamp mod dem sidst, og vidste at vi var blevet bedre siden da, så vi glædede os til at spille mod dem igen. Og glæden kunne mærkes på banen, vi spillede på livet løs og fik sat pres på alle bolde. Hele holdet var virkelig i hopla i 1. sæt og Lyngby kæmpede for at være med. Sættet blev vundet ret overbevisende. Men så kom vores klassiske 2.sæt, hvor Lyngby styrede begivenhederne og vi halsede efter og kunne ikke helt finde det gode spil fra 1. sæt. På trods af vores dumme tendens til at smide 2.sæt væk efter flotte 1.sæt, så var det dog opløftende at vores bundniveau denne gang var højere end tidligere. Ingen tvivl om, at når Lyngby får lov, så skal de nok bestemme slagets gang og de kørte sættet hjem uden at se sig tilbage.
Men atter engang viste vi, at 2.sæt var en smutter: I 3. og 4. sæt spiller begge hold virkelig godt og vores fantastiske hjemmepublikum fik god volley som opvarmning til aftenens klubjulefrokost. Lyngby plejer at vide, hvornår sættene skal lukkes og de afgørende bolde vindes, men under pres kom der en del uvante fejl fra deres side, og den slags chancer skal udnyttes mod Lyngby. Vi spillede virkelig stærkt, Louise smadrede alt ned ved nettet, centerspillerne knoklede i både blokader og angreb, modtagningerne var gode og gav Sondrea gode arbejdsbetingelser, som hun udnyttede på bedste vis. Dertil kom et højt servepres, så alt i alt en dag hvor tingene lykkedes, vi gjorde hinanden bedre på banen, og Ivana blev skiftet ind og lavede et par vigtige blokader på afgørende tidspunkter.
Bettina har delvist fortsat traditionen fra sidste år, hvor vores træner, Dave, hver fredag efter træning holdt storytime og fortalte om sit eget volleyliv og andre større filosofiske overvejelser. Bettinas historie inden kampen handlede om klubbens 2. damer, som Bettina også træner (!), der havde vundet en overraskende men overbevisende sejr tidligere på dagen. Jeg er absolut tilhænger af gode historier, og med sådan én i ryggen viste vi, at vi sigter mod stjernerne og når vi spiller bedst, slår vi selv det rutinerede tophold Lyngby overbevisende.

Skuld' gammel venskab..

Fredag aften skal vi spille mod HIK, men det er en lidt mærkelig fornemmelse at tage til Aalborg i år. Så længe jeg har spillet i Århus, har HIK været det tætteste, jeg kom på lokalopgør på den rigtige arvefjende måde. De har ofte gjort volleylivet virkelig surt for os, og vi har spillet nogle rigtig tætte kampe mod dem. Men i år har de foreløbigt kæmpet en lidt anden kamp end os og al respekt for, at holdet med mest rejsetid stadig kæmper i eliten.


Når det så er sagt, så var de tæt på at tage sæt fra os, da de kom til Århus og HIK plejer at have god opbakning på hjemmebanen - og rygterne vil vide, at et par af de gamle HIK'ere stadig leger med i deres hjemmekampe. Og vi har ikke råd til at sætte hverken sæt eller point til, hvis vi vil lege med længere oppe i rækken.


Nu, hvor jeg er kommet mig over min første børnefornærmelse i forbindelse med Williams kommentar om, at Aalborg og Aarhus (teoretisk!) kunne rykke ud af eliten i år, må jeg indrømme, at det er en skræmmende tanke. Selvom Åbyhøj eventuelt kunne rykke op, så ville det helt klart være på et andet niveau, både ambitionsmæssigt, organisatorisk og med hensyn til holdets aldersgennemsnit. Nogle år tilbage shoppede jeg selv lidt omkring i klubberne i Aarhus alt efter hvilken klub, der spillede i eliten, og jeg tror ærlig talt ikke at unge elitespillere føler enorm klubloyalitet, hvis det betyder et år i 1. div. Så ingen tvivl om at det ville være skadeligt både for Aarhus Volley og ikke mindst for de unge spillere på vores hold, som i så fald ville stå over for et afgørende valg mht deres volleyball og måske (ohh, skræk) komme frem til at det ikke er besværet værd. Mest skræmmende i den sammenhæng er nu tanken om en elitedivision helt uden jyske hold, hvor et ønske om at spille i på højeste niveau ikke kan kombineres med videregående studier i Jylland.

Derfor er mine følelser inden fredagens kamp en smule ambivalente. Det er hårdt at se en traditionsrig klub som HIK kæmpe sin egen kamp i bunden af rækken, men når vi står på banen, så ser jeg kun de gamle arvefjender, som ikke skal have lov at gøre livet surt for os i denne sæson.

Min lyserøde volleyblog

Udgangspunktet for denne blog var følgende påstand: "Faktum er at kvinderne ER passive" - at kvinderne i dansk volley ikke er aktive som debattører, trænere og ledere! Mændene er aktive, kvinderne er passive.. det er en ældgammel stereotyp fremstilling af kønnene, og jeg bliver lige provokeret hver gang, den bliver fremført. Det er simpelthen for billigt. Kvinderne er generelt aktive på andre områder og på andre måder end mænd -fordi der selvfølgelig er forskel. Når det er sagt, så må jeg medgive, at man meget sjældent hører kvindernes røst som volleyballspillere og det er selvfølgelig ærgerligt.Nu har jeg hverken håb eller intentioner om at gøre mig til talskvinde for mit hele mit køn i denne blog og lad det være sagt, heller ikke for Århus Volley eller Skovbakken. Jeg spiller volley i tights og skriver om det..

Gentofte kommer..

Optakten fra http://www.aarhusvolley.dk/:

(ikke skrevet af mig)



Lørdag eftermiddag møder vi Gentofte på hjemmebane, og efter et par halvdårlige kampe mod henholdsvis Fortuna og Holte glæder vi os til at vise, hvad vi virkelig dur til.
Kampen er en af de mange "4-point-kampe" i en sæson, hvor alle slår hinanden på kryds og tværs. Begge hold har 6 point efter 7 kampe, og blot to vundne sæt udgør forskellen mellem Gentoftes 5. plads og vores 7. plads under nedrykningsstregen., så ingen er i tvivl om kampens betydning.
Vores kampe mod Gentofte plejer at være meget tætte, og skal vi trække det længste strå i morgen, er det afgørende, at vi får styr på vores serv og servemodtagning, som har svigtet os lidt i de foregående to kampe.
Efter en uges intens træning med fokus på netop de to faser i spillet er vi dog fulde af fortrøstning - særligt fordi vores hævere og centere har vist, at vi kan køre centerangreb på næsten hvad som helst - bare bolden er lidt over gulvhøjde ;-)
Vi har lovet hinanden at spille frisk til - og vi er sikre på at Gentofte vil gøre det samme - så har I lyst til at overvære en spændende volleykamp i en uhyggelig tæt elitedivision, så læg vejen forbi V-R Centerets hal 4, lørdag kl. 16.00.
Vi glæder os til at se jer :-)
/ED

Århus-Gentofte 3-1 (25-23, 12-25, 25-23, 25-17)

Det blev en god kamp mod Gentofte, hvor netop servepres og modtagning var meget afgørende for udfaldet. Gentofte servede taktisk og havde nogle serier af gode server, hvor de trak fra og vi var alt for langsomme til at få løst problemerne i modtagningen. Derfor kom de også foran i 1. sæt, men vi kæmpede os tilbage og spillede med god vilje og tillid sidst i sættet. Det er altid fantastisk at stjæle et sæt på den måde, og samtidig føle, at vi har fået gang i vores spil og bare kunne klø på. Så meget desto mere mærkeligt er det, at vi ligesom i kampen mod Brøndby står måbende på banen i 2. sæt og lader modstanderne drøne hen over os med gode server og klogt spil. 12 point i et sæt… det føles bare slet ikke godt – av for pokker. Heldigvis er det tilsyneladende ikke noget problem for holdets moral, tværtimod giver det en vilje til at vise, at det var sgu en fejl. Derefter var det en ret lige kamp med god fight fra begge sider. Gentofte er ikke et hold, der er bange for at bruge den verbale fight undervejs, men vi holdt et godt niveau i 3. og 4. sæt og så føles det bare rart at kunne lukke munden på dem. Vi fik efterhånden øget vores servepres og med vores centerspiller Justina ved nettet, der var flyvende og straffede alle Gentoftes modtagningsfejl med gallabolde, var det en ren fornøjelse. Vores modtagning blev mere stabil i de to sidste sæt, hvilket kunne ses på vores centerspil, der var kampens største succes fra vores side. En vigtig sejr pointmæssigt, men også fordi vi som hold på en uge har taget et skridt op og er blevet bedre, hvilket vi viste i 4. sæt, hvor vi havde vilje og modet til at spille aggressivt og sådan er vi bedst.