Lidt duft af roser og hjemmebag midt i hørmen..?

Til gårsdagens bestyrelsesmøde i Skovbakken Volley spurgte Sine, om Marie og jeg havde lagt mærke til, at vi 3 piger havde været i avisen: "..ja, altså ikke med billede eller noget, men i en statistik". Vi havde ikke set artiklen fra Stiften, men det var en opgørelse over antallet af mænd og kvinder i bestyrelser i 8 eliteidrætsklubber i Århus. Kvinderne er (surprise, surprise!) i undertal, hvis ikke fraværende i samtlige bestyrelser, men vores flotte 3-tal trumfer altså de andre eliteklubber i Århus- selv bestyrelsen for kvindefodbold!
http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20081006/SPORT/588062977/1349/STIFTEN

Hvad siger det så? Tja, at kvinderne vil pusse-nusse, som der står, mens mændene har et vinder-gen? Måske. Jeg er enig så langt at der er forskel på de opgaver mænd og kvinder oftest finder interessante og relevante. Men netop for dynamikkens skyld kunne man ønske sig en større ligestilling i samtlige bestyrelser mm. Forestillingen om at bestyrelsesarbejde udføres af gamle mænd, der har truffet samtlige beslutninger på forhånd, hen over hovedet på kvinderne er en forældet kliché, der kun kan opfattes som en dårlig undskyldning fra kvindernes side. Man får indflydelse, hvis man søger den.
Derfor er det også irriterende at artiklens logo med mandehørmen i virkeligheden bare bekræfter denne kliché, frem for at appelere lidt mere til det sociale aspekt ved bestyrelsesarbejdet som, i følge artiklens egen logik, i højere grad kunne tiltale kvinderne.
Vores d'herrer Old-Stars bestyrelsesmedlemmer har påtaget sig et par tunge poster, som hhv. formand og kasserer, hvilket næppe kan opfattes som magtbegærlighed - det har været et spørgsmål om ledererfaring, reel arbejdsmarkedserfaring og forståelse for økonomi (eller forsøg på samme).
Ud over formandens netop overståede aftensmåltid, der havde fået godt med hvidløg, hvilket han dybt beklagede og hele aftenen holdt han ånden i skak med pastiller, for at skåne forsamlingen, så var der ingen særlig mandehørm til mødet igår. Til gengæld diskede Sine op med lækre sager fra hjemmebageriet, hvilket jeg kun kan forestille mig at de andre elitebestyrelser misunder os! I øvrigt havde vi et skønt feminint forslag om salg af øreringe og andre kreative geschäfter, Skovbakken Volley kunne slå sig på for at bedre økonomien :)

Måske handler det om "..at appelere til noget så gammeldags som klubfølelse", for nu at citere formanden fra en anden sammenhæng.
Har mændene mere klubfølelse? Har de mere brug for at deltage i og bidrage til et fællesskab udenfor hjemmet? Vil kvinderne hellere have medlemsskaber på fitness-præmisser, hvor man betaler sit kontingent og så ikke er forpligtet overfor andre end sig selv (og måske lige sine egne unger man kan nusse om i et udvalg)? Jeg tror det ikke. Eller. Jeg vil helst ikke tro det.

Wha så Skovbakken?

- Græsk mytologi is tha' shit!
Godt vi nåede at nyde vores sejr over Næstved, inden vi selv fik et par dask over trynen. Hvordan er det nu det der hybris fungerer - er der ikke også noget, der hedder katharsis? Jeg vil i hvert fald gerne tro at vi nu har gennemgået en (til tider næsten ydmygende) renselsesproces, så vi igen er klar til at spille med i kampene.
Brøndby var gode, de er godt sammenspillet og Eva finder sine spillere virkelig godt og har jo et fantastisk hurtigt spil til kanterne. Selv om vi havde problemer med at følge med dem, specielt efter 20 point, så følte vi dog at der ikke var uendelig langt til i det mindste en sætsejr.
Men Fortuna, for pokker. Jeg har bestemt ikke indtryk af at de føler sig som et svækket hold i år, i forhold til sidste år - og hvorfor skulle de også det? Muligvis har de ikke Stine og Lotte i samme udstrækning som sidste år, men til gengæld er Karen virkelig trådt i karakter på kanten. Caley spillede en god kamp mod os, og fik også virkelig lov at stråle eftersom vi havde store problemer med hendes serv og jeg tror hun fik omkring 70 % af boldene i angrebet - hun levede i hvert fald op til titlen som giraf.
1. og 2. sæt... tja, modtagningerne startede godt, men vi kom slet ikke igennem med vores angreb, hvorefter vi så holdt op med at modtage! 2. sæt var katastrofalt - ud over den ikke-eksisterende modtagning kunne vi så heller ikke serve! Heldigvis fik vi da vist i 3. sæt at vi godt kan spille volley. Modtagningerne blev meget bedre, Sondrea fik centerspillet med og Ivana satte trumf på med angreb og gode blokader - hun var nok vores bedste bud på en giraf i den kamp. Hun er i øvrigt virkelig trådt i karakter i år, både til træninger og kampe er hun ofte den der går foran og stiller krav og opmuntrer - det er en imponerende udvikling og hun udstråler en modenhed som ikke specielt mange 19-årige besidder .
Denne uge står nok på lidt serv-modtagning, kan jeg forestille mig. Et holdmøde midt på ugen, som forhåbentlig kan afslutte hele vores katharsis-ting :) Når vi nu indser vores fejl og finder ud af, hvordan vi retter op på den kosmiske orden igen.
Med det sagt, tror jeg nu også at Fortuna og Brøndby er rækkens stærkeste hold i år.. en modig påstand eftersom vi slet ikke har mødt de andre, men begge hold er allerede stærkere nu end de var på dette tidspunkt sidste år. Jeg glæder mig til at se Fr.berg i aktion, og håber vi kan finde vores gode gamle hjemmebane fordel frem.

Næstved t/r

For første gang i 3 år blev vores første pokalkamp ikke aflyst i sidste øjeblik, så vi måtte den lange vej til Næstved - nikkede pænt til damen i buret på Storebæltsbroen: "Jep, så begynder det igen". Ca. 42 min. tog det vores lille men effektive trup at slå Næstved denne søndag eftermiddag.. og så den lange tur hjem igen.
Vi var 8 spillere afsted, med en enkelt udskifter til kantpladsen, så der var spilletid til alle og mulighed for vores nye rumænske hæver, Georgi, at finde sine angribere. Vi spillede aggresivt hele kampen og blev ved med at holde gejsten oppe, hvilket sætcifrene også vidner om: 13-25, 11-25, 9-25.. (frit efter hukommelsen). Og det er vist alt jeg har at sige om den kamp.
Næste weekend er det så Middelfart-stævne, hvilket nok vil give et lidt bedre billede af vores styrker og svagheder - så frem med luftmadrassen og clip-clapperne, så er der old-school stævne med klasseværelsernes duft af gammel leverpostej, snorkende holdkammerater, pigerne-efter-drengene og ikke mindst gensyn med de andre elitehold.

Og...Der er kun ét hold i Jylland (tak, Louise :))

Status - livet ulmer under stilheden :)

Korrekt, der har ikke været megen aktivitet her på siden det sidste halve års tid.. og ja, det er da lidt skidt, når man skal bruge det første kvarter på at forsøge at huske brugernavn og adgangskode, før man overhovedet kan komme igang med at skrive!
Allerede dér var jeg ved at give op, og nu forekommer det så helt umuligt at skulle samle op på et halvt års volleyliv.. og det kan vist ikke bare afhjælpes med at nulstille en adgangskode. Min volleyenergi er blevet brugt på andre ting end at skrive om det - uanset hvor meget jeg elsker at skrive og reflektere, så kan det føles sekundært i forhold til de meget jordnære udfordringer klubben har stået overfor.
Men en lille tekst om Skovbakkens elite damer anno 08/09 kan jeg da godt svinge mig op til: Tilbage til rødderne, hvad angår klubnavn - et langt mere poetisk, lokalt og fortællende navn end de forrige års satsninger på diverse Århus konstellationer.
Med hensyn til spillerne i år, så er det også langt hen ad vejen tilbage til rødderne - altså dem fra sidste år :)
Louise Alrø er som bekendt taget til Sverige, men vi har stadig vores andre "gamle" kantspillere, blandt andet Natja, som jo hen over sommeren har spillet med landsholdet og nu er afsted med ungdomslandsholdet. Hun bliver vigtig for vores hold i år. Derudover er Anna Bom-stærk begyndt at træne med, og forhåbentlig får hun trænet skulderen op, så hun igen kan leve op til sit kælenavn. Der er ingen tvivl om at viljen er der, og hun er en erfaren spiller, der kunne give holdet en god stabilitet. Vores energiske og træningsivrige Marie Koustrup har vi indtil januar, hvor hun nok endnu engang rejser til Spanien. Ci og Cecilie er også velkendte gengangere - Ci er flyttet til byen, hvilket gør volleylivet en del lettere for hende. Desværre har to af vores centerspillere, Nina og Susanne begge valgt at stoppe karrieren - alt for tidligt, er jo min åbenlyse mening, men det kan selvfølgelig være de kommer i gang igen..
Vores udlandske spillere, Justina, Ivana og Sondrea er kommet ( /kommer) tilbage efter en sommer i deres respektive hjemlande og det gør sæsonstarten en del lettere for os alle, at de kender rutinerne, byen, os og hinanden. Ud over at det er skønt at se alle pigerne igen, så er det også en fantastisk følelse, når man finder spillet fra sidste år. Og så er det lidt lettere at få kørt de enkelte nye spillere ind, der også er dukket op...
Trænerteamet er det samme som sidste år, dog med en svanger Linda, der helt sikkert gerne vil blive ved - baby eller ej - men mon ikke hun bliver nødt til at holde en lille barselsorlov fra volley på et tidspunkt.
Jeg vil tro konkurrencen om semifinalepladserne bliver hård igen i år, hvilket da ville være positivt og måske tyde på en reelt stærkere elite. Sommeren er tilsyneladende blevet brugt på klub-shopping i Københavnsområdet -og ikke ét ondt ord om det. Men jeg kan nu ikke forstå at alle klubberne er kommet ud af den situation med et stærkere hold - jeg har vist bare ikke lige gennemskuet hvem taberne bliver. Umiddelbart ser holdene stærke ud og jeg tror virkelig vi skal være skarpe hvis vi vil være med helt i toppen.. men på en god dag, medvind og sol... hvem ved?? Glæder mig til at spille kampe igen.

Skrivebordsafgørelser og midnatsforestillinger

Indtil denne weekend havde HIK kun vundet virkelig få sæt denne sæson. Og al respekt for deres fortsatte kampgejst, det kan ikke have været lige sjovt med de lange rejsedage for at vende hjem med nederlag på nederlag. I første omgang virkelig flot at HIK tog sæt fra Holte, det viser jo, at det alligevel er et hold, der tager afsted for at spille volley og det kan de altså godt finde ud af, hvis de får lov. Men at deres første sejr ligefrem skulle komme mod Holte, det er da virkelig overraskende .. og sjovt! Måske ikke lige for Holte, der godt kunne bruge de 2 point, men for HIK, der som altid alligevel får en finger med i spillet om semifinalerne..klassisk!

Fejlen har efter sigende jo været åbenlys, men der var sørme stille på debatfronten i en periode.. men fint nok, nu er afgørelsen faldet, og så er man ude over spekulationerne. Uden at have været tilstede i hallen og kende detaljerne er det mit indtryk, at denne afgørelse måtte være konsekvensen - altså at Holte dømtes som taber.

Nu er det imidlertid (og selvfølgelig) en heeelt anden sag med det hængedynd af en protestsag, vi trækker rundt på fra vores kamp mod Lyngby. Mini har sat næsen op efter omkamp... sikke en omgang propaganda! Det ville efter min bedste overbevisning være en skandaløs afgørelse på sagen, og hvorvidt han virkelig tror det er realistisk eller om det bare er bluff er vel et spørgsmål om graden af naivitet :)

I starten af sæsonen da vi (første gang!) vandt over Brøndby, og alle endnu måbede, forlød der diverse rygter om Brøndbys forsøg på en protestsag. Den gang skrev jeg en kommentar i et indlæg, som aldrig blev udgivet men her et kort bittert klingende citat: "Jeg har ærlig talt ikke noget pænt at sige om Brøndby og deres forsøg på at fratage os en velfortjent sejr med en skrivebordsafgørelse. Ret er ret, javist, bevares, men jeg har intet pænt at sige om det."

Lidt mærkeligt at skulle starte sin weekend med en midnatsforestilling mod Fortuna i aften. Forberedelsen til kampen er lidt anderledes på den tid af dagen - kroppen skal lige overbevises om, at 20.30 ikke er = færdig med træning, men tværtimod tid til at præstere. Mentalt nok endnu hårdere fordi kl. 20. 30 sikkert ikke holder på grund af herrekampen, men måske gør det alligevel, så vær klar til tiden og vær klar en halv time senere og så1-2 timer frem.
... Men lige nu skal der hviles lidt.

Skøn sejr over Frederiksberg

Ihhh, det var en god sejr! Efter en dårlig start på 1. sæt fik vi kæmpet os tilbage og fundet fodfæste i kampen. Det bølgede lidt frem og tilbage gennem hele kampen, men det var egentligt mit indtryk at begge hold efter et lidt famlende 1. sæt spillede ret stærkt. Jeg syntes egentlig ikke at vi forærede nogle pointsstimer væk - Frederiksberg vandt deres point, når de servede godt og når deres kanter vandt deres bolde. Til gengæld synes jeg ikke, de havde særlig meget centerspil, hvilket satte pres på deres kanter... vi havde ret gode blokader, ikke mindst takket være Natja, der efterhånden også har meldt sig stærkt på banen i den del af spillet. På vores side af nettet fik vi efterhånden etableret en god modtagning og fik centerne med i spillet. Det var virkelig en god kamp at spille, som jeg også kunne nyde undervejs. Jeg tror ikke engang at det havde været anderledes hvis vi havde tabt, altså jeg ville stadig mene at jeg havde nydt kampen og at vi reelt havde det sjovt undervejs. Frederiksberg holdt også gejsten kørende på et fantastisk niveau til langt hen i 4. sæt og satte virkelig pris på hvert eneste point, så man havde bestemt ikke lyst til at give dem noget at juble over gratis. De startede faktisk allerede under smashopvarmningen, hvor de reelt forsøgte at råbe og juble hjemmebanefordelen over på deres side af nettet :)
Jeg mindes at vi burde have vundet 2. sæt, for vi var vist afgørende foran ved 22-17 eller sådan noget. Men i modsætning til andre tabte 2. sæt gennem sæsonen, så var det helt klart et sæt, vi spillede med om, men Frederiksberg havde bare en god slutspurt, som vi ikke formåede at få stoppet mens tid var.

Det var vores næstsidste hjemmebanekamp i år, og til vores store glæde var der virkelig god opbakning og stemning i hallen. Det var specielt dejligt, fordi vi var eneste programpunkt i lørdags, så vi havde ikke en herrekamp til at tiltrække publikum. Forøvrigt er det nu heller ikke nødvendigvis det mest loyale publikum - vi har da oplevet nærmest udvandring efter ligegyldige herrekampe, selvom vi står med et brag af en kamp bagefter .. nå, i øvrigt slet ingen bitterhed, bare glæde over at publikum i lørdags var kommet for at se os og Frederiksberg spille. Og det er bare så fedt med et medlevende publikum, selv den lille Frederiksberg-klan var fantastiske, måske især takket være den røde pose fra Fætter BR fyldt med diverse larmende effekter, de havde medbragt (som dog også resulterede i at Ditte (medbragt københavner med Fætter BR heppegrej) standardsvar resten af dagen var "Hvaaa?").
I hvert fald har vi sidste hjemmekamp på fredag kl. 20.30 mod Fortuna, og hjemmebanen skal helt klart nydes til det sidste. Vi skal nok have fat i noget mere Fætter BR udstyr, så vi kan slutte godt af på den bane vi har nydt så meget i år.

Protest.. kaffeklub med efterfølgende dansk stil til forbundet -god fornøjelse!

Så kom vi igang med kampe igen efter et par uger. En lidt rusten start, men faktisk helt udmærket. Vi spillede et ret stabilt første sæt og havde godt pres på vores angreb. Louise fik os godt af sted med virkelig godt aggressivt angrebsspil, som både Natja, Sus og Ivana fulgte godt op på. Vi havde gode server, gode tidlige prioriteringer i blokken, men måske ikke alt for meget forsvarsspil.
Andet sæt var dog noget anderledes. Jeg var ellers sikker på, at vores 2.sæt-kriser var en børnesygdom, der var overstået, men vi havde et tilbagefald. Fejl på fejl fra vores side. Servefejl, modtagningsfejl og de dårlige modtagninger, som vi i første sæt alligevel havde fået sat pres på, smed vi pludselig væk.. Tja, og Lyngby tog sættet ret overbevisende. Men lad os kalde det den sidste lille rustplet, der skulle pudses inden vi fandt kampformen igen.
Tredje og fjerde sæt var vel egentlig reelt en god kamp med gode dueller.. indtil en længere spilafbrydelse i form af Lyngbys protest, der nok desværre kom til at overskygge spillet på banen.
Ingen tvivl om at Lyngby havde stået forkert i modtagningen efter deres dobbeltindskiftning!
Spørgsmålet er så, hvad der blev dømt hvornår. Det er helt fint at nedlægge protest og det tager selvfølgelig tid..men så lang tid??? Jeg forsøgte virkelig at blande mig udenom, at holde fokus på vores hold, så vi ikke tabte det momentum, vi helt klart havde på det tidspunkt. Vi havde ærlig talt nok hellere set, at Lyngby vandt bolden end hele den afbrydelse, der blev resultatet. Til sidst lignede det mere en kaffeklub, hvor alle interesserede åbenbart havde ret til en lang detaljeret forklaring af volleyballreglernes enkelte paragraffer, end en volleykamp. Det er bare en superirriterende følelse at en dom, der egentlig burde være til vores fordel, ender med udelukkende at blive til Lyngbys fordel. Det lyder helt absurd, at de endda skulle kunne få en omkamp ud af sagen.. men heldigvis også temmelig teoretisk.. lad os se, hvor langt Mini's danske stil til forbundet rækker ;)
Vi vandt kampen, pænt og overbevisende og mon ikke det bliver det endelige resultat på den konto.

Sidste gang vi vandt over Lyngby var alle andre overraskede over resultatet, denne gang var det knap så overraskende, endda forventet fra andre end os selv. Sidste gang tabte vi til Fr.Berg ugen efter og det føltes bittert, så hurtigt at tabe terræn igen.. Så mon ikke lidt mindre eufori over sejren denne gang giver lidt mere fokus til næste weekends vigtige opgør på vores gode, dejlige, velkendte og heppende hjemmebane? Det er om muligt i hvert fald en kamp, jeg glæder mig endnu mere til end Lyngby-kampen.. det er jo rene godter af kampe, vi har tilbage!

Skruer uden ende -og så til Lyngby igen.

Det har været utrolig godt med en lang volleyfri weekend. Ikke mindst for diverse småskavanker, der havde brug for ro - og at jeg fremover laver endnu flere mærkelige øvelser. Jeg har blandt andet erfaret, at jeg er utrolig slap i de nederste dybe rygmuskler, hvilket sikkert har været en del af årsagen til mine rygproblemer. Det kom virkelig bag på mig eftersom jeg laver masser af rygøvelser, men åbenbart bare ikke for disse muskler - det er virkelig en skrue uden ende, når man først går igang med at styrketræne! Suk. Men nu har jeg så fået nogle nye kreativt udseende øvelser føjet til mit ellers meget store repertoire for at afhjælpe diverse svagheder.



Efter lidt løse tøjler og skadespleje sidste uge, har vi strammet op på træningen i denne uge. På søndag skal vi jo til Lyngby. Det føles som en evighed siden, vi var der sidst, men dengang spillede vi noget af det bedste, vi kunne på det tidspunkt. Selvom vi tabte, var vi enige om, at det var en lovende kamp. Og det løfte blev da også indfriet på vores egen hjemmebane senere på sæsonen - i en kamp hvor Lyngby måske, måske ikke havde en off-day.. men lad nu det ligge :)

I hvert fald er det min påstand, at Lyngby ikke skal have meget off-day på søndag for vi vil gerne vinde igen! I virkeligheden er det muligvis også et lidt andet Lyngby-hold vi skal spille imod denne gang - det er i hvert fald et hold, der for nylig har været igennem en forandringsproces med nye rollefordelinger og nye succeskriterier. Det bliver spændende at se, hvad resultatet af processen mon bliver.
Nå, det må de selv rode med, tilbage til vores side af nettet. Vi har virkelig fundet det stærke angrebsspil frem på det sidste, så vi har haft en række super-intense offense vs. defense opgør til træningerne. Men hvis vi skal have chance for at vise det i weekenden, er vi selvfølgelig meget afhængige af at holde niveau i modtagningen og dermed bliver servedysten selvfølgelig ret vigtig. Rimelig basal observation, men nok temmelig korrekt.

Så stram an og stram op i denne uge, så er jeg sikker på, at vi får en god dag på søndag.

Min er størst... grow up!

Det er nok på sin plads her på min lyserøde blog at slippe en mindre kommentar om håndboldherrernes utrolig flotte EM-guld. Det var utvivlsomt en helt fantastisk præstation, som fortjente alt den hurlumhej af en sejrsfest, familien Danmark fik stablet på benene. Selvom jeg nok synes, at CO2 kvoten ville være bedre tjent uden forsvarets potensforlænger af en jagerfly-eskorte. Men efter sigende indgik eskorten som en del af en øvelse, og så fik de i det mindste lukket munden på CO2 fanatikere (..der bare i det stille kan spørge sig selv, hvilken øvelse, der mon var tale om? Og om forsvaret virkelig er i en position i disse dage, hvor man kan tillade sig at spille fandango med jagerfly, når man mildest talt ikke har haft det store held med sine indkøb. Personligt associerer jeg primært det danske forsvar med den glimrende leveregel "man skal ikke kaste gode penge efter dårlige"). Tilbage på sporet, hvor der så står et dansk kvindelandshold og føler sig en smule forsmået, hvilket ærlig talt kun kan komme bag på de mænd, der på mest tåbelig vis har udstillet deres mangel på social intelligens. En vis forMAND, der måske kunne have holdt sig fra den sammenligning alle journalister fiskede efter: Hvad er bedst, mandeguld eller kvindeguld? Det er en oplagt intrige, s0m man let kunne have undveget, hvis man afviste at sammenligne de to ting. Men ihh nej! Mændenes guld bliver nok endnu mere blankt og strålende, hvis det undervejs har tromlet kvinderne og møjet deres præstation til. Det eneste det siger mig, er at mændene i årevis har lidt under et (berettiget!) mindreværdskompleks i forhold til kvindernes succes, og nu da de får lidt (fortjent!) medgang, kan det ikke gå hurtigt nok med at få pløjet kvinderne tilbage til kødgryderne. Ynkeligt. Det var trods alt kvinderne, der i sin tid brød igennem til den brede befolkning med deres sport - et gennembrud, som herrerne stadig lukrerer på! Og så har herrerne stadig ikke vundet den række af medaljer, som kvinderne har. Og hvis de gør det, så skulle man tro, det var en præstation stor nok til at stå i sin egen ret uden at tromle kvindernes - det kunne klæde D'Herrer.
Det kom virkelig bag på mig, at Wilbek heller ikke holdt sig for god til at sammenligne - han er vel ellers en mand, der er verdenskendt (verden= den del af verden, der kender til nichesporten håndbold) for sin sociale intelligens (..og sine sideliniespjæt med armtræk). Jeg er sikker på, at hans udtalelser var rent håndboldfaglige og derfor i hans optik forholdsvis sobre. Men kvindernes guld var pionerguld for dansk håndbold, så for rigtig mange har det en aura, som mændene nok i virkeligheden er bedre tjent uden at sammenligne sig med.

2 point og højtflyvende personfnidder

Vi tog til Gentofte for at vinde, men det var bestemt ikke sådan det føltes da vi trådte ind på banen. Vi manglede energi og fightervilje i en kamp, hvor vi burde have været topmotiverede for at vise et stabilt højt niveau. Men det er åbenbart svært for os med favoritværdigheden. Så er det vel heldigt, at det også er virkelig sjældent vi bliver tiltroet den...
Vi måtte virkelig arbejde for sejren, og det så bestemt ikke altid kønt ud. Mange dårlige boldberøringer, selv havde jeg en af de dage, hvor timing og boldtouch bare var skæv, så der skulle arbejdes for at holde gejsten oppe, og forsøge at spille sig ind i kampen. Men en sejr er 2 point, hverken mere eller mindre og gav os en enkelt overnatning på den eftertragtede 4. plads - det føltes nu alligevel godt.
Jeg bliver lidt træt, når forskellige volleyblogs går over i meta-meta-spin-diskurs, og diskuterer bagtankernes bagtanker. Og nej, Smølf er altså ikke den eneste uskyldsrene træner, der som en lonesome cowboy afholder sig fra at blogge. Det er da en utrolig arrogant holdning til elitens andre trænere? Jeg er sikker på at træner-spin kan have en vis betydning for holdpræstationer - som jeg tidligere har skrevet så betyder diskursen omkring et hold utrolig meget for et holds identitet indbyrdes og den måde, det opfattes på af andre. Der hvor det går galt er nok, når det begynder at klinge hult: Når diskursen mest er til ære for alle dem der betragter holdet, mens man ikke tror på, at det egentligt er sådan holdets spillere indbyrdes opfatter sig selv. Det bliver nødt til at starte blandt spillerne før trænerne kan servere det på deres blogs på en overbevisende måde. Men ærlig talt, dette minder mig om, hvorfor en del spillere ikke deltager i diverse diskursioner - det er utrolig højtflyvende personfnidder.

Passionen.. for pokker

Jeg kan virkelig godt lide vores hjemmebane, og jeg glæder mig altid lidt ekstra når vi skal spille hjemme. Specielt når nu Holte kom denne weekend og vi ærligt talt havde leveret en lidt bleg indsats derovre sidst. Men Holte spillede stabilt, mens vi svingede lidt mere i vores spil. De prioriterede tidligt i deres blokader og det fik vi desværre ikke rigtig udnyttet i vores hæverstrategi. Jeg syntes vi spillede stærkt i store dele af kampen, selvom det blev lidt stille på vores side i perioder. Det føltes mest som en koncentreret stilhed end at folk trak sig ud af kampen. Jeg var ærgerlig over at vi ikke formåede at tage momentum i begyndelsen af 4. sæt, efter at have vundet 3. Mange servefejl fra begge hold og andre bolde, der blev tabt på fejl, gjorde at det var et åbent sæt de første tyve bolde oder so. Der skulle vi have vist mere fight og vilje til at tage mere end ét sæt.
Så det var en flad fornemmelse at slutte af med et 4. sæt, hvor vi ikke rigtig spillede med, da sættet skulle afgøres.

Så lidt bitter hjem og se håndbold - godt for mit weekendhumør at de vandt, ikke mindst om søndagen også.

Angående den løbende debat om hvorvidt dansk damevolley egner sig til TV, så kan jeg kun være endnu mere ærgerlig over at jeg ikke så pokalfinalerne på TV, på grund af familietjuhej. Men først og fremmest, så gælder debatten vel dansk volley generelt? Gjorde herrekampen sig så meget bedre på TV? Under alle omstændigheder er Martin Olafsens kommentarer hverken nuancerede og eller konstruktive. Så vidt jeg kan se, har han da heller ikke fulgt op på den svada vi fik dér. Det er alt for nemt at rakke dansk damevolley ned ved at sammenligne det med lande, der har en helt anden tradition og andre resurcer i sporten. Som Maja Pilgaard også skrev på Mikkels blog, så er det ikke udelukkende det sportslige niveau(der kan være ret variende), der er afgørende for TV-seernes interesse. Det er også fortællingen bag: personerne, holdånden, det fælles mål og kampen for at nå det. Og det ved man selv på eurosport, der op til sidste OL fulgte en enkelt spiller fra forskellige sportsgrene på deres vej til OL. I volleyball var det Francesca Picicinini fra Italien og en stor del af historien om hende var faktisk hendes kamp for at få spilletid, og derudover hendes familie og hjemby osv. Og det var spændende! Jeg tror bestemt at det vigtigste element at formidle når det kommer til sport, det er passionen. Og det slipper Martin virkelig dårligt fra med sine kommentarer om niveauet i dansk damevolley og derfor er det så tåbeligt destruktivt, når der nu er masser af passion i sporten - også herhjemme! Da Morten Piil i sin tid skrev sin kronik om dansk damevolley fik jeg utrolig mange henvendelser fra venner og bekendte, der aldrig rigtig har interesseret sig for volley, men som blev fanget den den fortælling om fightermentalitet, sammenhold og passion, som Morten fortalte - se, det er noget alle kan forholde sig til.

3-0 ...ude og hjemme!

Ingen tvivl: Det er langt sjovere at blogge, når man har vundet. Så jeg vil egentlig bare lade sidste weekends 3-0 nederlag til Fortuna stå hen som en kamp, hvor vi helt klart burde have taget mindst ét sæt, men åbenbart ikke var indstillede på at spille sættene færdige. Det var alt for dårligt. Men det var positivt at vi langt hen ad vejen følte, at vi var kommet igennem julepausen uden alt for store konsekvenser for vores spil.
Og så til det sjove: 3-0 sejren over Brøndby. Endnu en heldig dag for Århusianerne! Eller.. ;)
Vi spillede godt og stabilt. Et godt servepres gav Brøndby store problemer i modtagningen, hvilket betød at de ikke fik gang i centerspillet. 1. sæt blev en gyser. Vi hentede Brøndbys føring og havde sætbold, Brøndby spiller en høj gratisbold over, som jeg vil spille frem til Sondrea, der er stukket afsted. Alle angriberne melder - den her bold skal bare dræbes, pronto! Jeg kan stadig opleve den bold i slow-motion, den føltes bare så uendelig høj, da den kom ned mod mig og jeg nåede faktisk at tænke utrolig mange tanker. Derefter spiller jeg så med stor autoritet bolden frem - en ½ meter for høj og ½ meter over på den anden side af nettet... ARRGH! Hvad sker der??!? Brøndby vandt bolden og samtlige spillere på mit hold hadede mig lige i det øjeblik - fuldt berettiget! Men mit fantastiske hold fik vendt frustrationerne mod Brøndby og vi fik alligevel hevet sættet hjem. Men den bold kunne have været så afgørende for holdets moral og kampen, hvis den havde betydet at vi tabte sættet. Og så en gratisbold, det er bare en æressag for mig...Puuh, jeg skammer mig.
I 2. sæt bestemte vi, hvad vi skulle lege - og det blev til "tik, Brøndby er den - se, om I kan fange os". Vores centerspillere arbejde virkelig hårdt hele kampen i både blokader og angreb, og i 2. sæt strålede de bare. Natja var sindssygt effektiv i angreb. Og så spillede Ci og Sondrea rigtig godt forsvar på 5 og 1.
I 3. sæt var vi forberedte på, at Brøndby ville kaste alt ind og spille højt spil. De vandt også en række mere spetakulære bolde, men det føltes stadig som om det var os, der havde det stabile niveau.

Krigens stålgestalter og sportens hyldest til Urkraften

I den tyske forfatter Ernst Jüngers delvist autobiografiske erindringer fra 1. verdenskrig "The Storm of Steel" gestalter han soldaten som en stålsat og pansret fascistoid mandsfantasi. Jünger hylder soldaternes kammeratskab, deres tætte fællesskab, der får troppen til at fungere som en maskine, der ruller hen over slagmarkerne. Han ser krigen som en regenererende kraft, hvor de ypperligste, stærkeste, mest stålsatte mænd overlever og fører arten videre:

”Es war eine ganz neue Rasse, verkörperter Energie und mit höchster Wucht geladen. Geschmeidige, hagere, sehnige Körper, markante Gesichter, Augen in tausend Schrecken unterm Helm versteinert. Sie waren Überwinder, eingestellt auf den Kampf in seiner gräßlichsten Form. Ihr Anlauf über zersplitterte Landschaften bedeutete den letzten Triumph eines phantastischen Grausens. Brachen ihre verwegenen Trupps in zerschlagene Stellungen ein, wo bleiche Gestalten mit irren Augen ihnen entgegenstarrten, so wurden ungeahnte Energien frei. Jongleure des Todes, Meister des Sprengstoffes und der Flamme, prächtige Raubtiere, schnellten sie durch die Gräben. Im Augenblick der Begegnung waren sie der Inbegriff des Kampfhaftesten, was die Welt tragen konnte, die schärfste Versammlung des Körpers, der Intelligenz, des Willens und der Sinne.” (Jünger: “Der Kampf als inneres Erlebnis”,1922).

Her er Jüngers ekstreme ideal for soldatmanden tydeligt. Først beskrives kroppen, der i smidighed og spændighed minder om rovdyret, derefter øjnene, der under stålhjelmen ikke længere har eget liv, men blot stålfast stirrer mod den endelige sejr. Kernen i denne beskrivelse er dog soldatmandens følelseskolde og maskinelle energiudladninger i en voldsom, men kontrolleret bersærkergang. Soldatens muskelmasse er et resultat af en ekstrem kroplig hærdelse, hvor selvet, identiteten, det bløde usikre indre sjæleliv tydeligt afgrænses af et jernhårdt, maskinelt og kantet panser. Joseph Thoraks skulptur ”Cameratismo” herover er et stjerneeksempel på hyldesten til den stålsatte muskuløse mandskrop og soldaternes maskinelle kammeratskab, der får dem til at fortsætte deres march hen over slagmarkens bunker af lig: ”On and on! Some of the men collapsed as they ran, for we were compelled to force the last ounce from their exhausted bodies. Wounded men called to us on left and right from the shell-holes and were disregarded. On and on, with our eyes fixed on the man in front, along a knee-deep trench formed of linked-up shell-holes of enormous size, where the dead were almost touching. Our feet found little purchase against their soft and yielding bodies. Even the wounded who fell by the way shared the same fate and were trodden beneath the boots of those who still hurried on.” (Jünger: "The Storm of Steel").

Når man i Århus kører af Stadion Allé mod Stadion er man ikke i tvivl om stedets arkitektoniske magtstruktur. Stadion troner stateligt oplyst for enden af den brede allé med søjler, der med sine proportioner påpeger menneskets ydmyge størrelse. Man føler et fællesskab med pøblen, der strømmer til, som insekter draget af lyset. I forhallen forstærkes ydmygheden ved synet af Urkraften, Jean Gauguins skulptur fra 1920. Ligheden med Thoraks skulptur er slående: Den muskuløse krop, det stålsatte blik, de aggressivt knyttede næver, den ustoppelige march hen over den indstrømmende menneskemasse - On and on!