Krigens stålgestalter og sportens hyldest til Urkraften

I den tyske forfatter Ernst Jüngers delvist autobiografiske erindringer fra 1. verdenskrig "The Storm of Steel" gestalter han soldaten som en stålsat og pansret fascistoid mandsfantasi. Jünger hylder soldaternes kammeratskab, deres tætte fællesskab, der får troppen til at fungere som en maskine, der ruller hen over slagmarkerne. Han ser krigen som en regenererende kraft, hvor de ypperligste, stærkeste, mest stålsatte mænd overlever og fører arten videre:

”Es war eine ganz neue Rasse, verkörperter Energie und mit höchster Wucht geladen. Geschmeidige, hagere, sehnige Körper, markante Gesichter, Augen in tausend Schrecken unterm Helm versteinert. Sie waren Überwinder, eingestellt auf den Kampf in seiner gräßlichsten Form. Ihr Anlauf über zersplitterte Landschaften bedeutete den letzten Triumph eines phantastischen Grausens. Brachen ihre verwegenen Trupps in zerschlagene Stellungen ein, wo bleiche Gestalten mit irren Augen ihnen entgegenstarrten, so wurden ungeahnte Energien frei. Jongleure des Todes, Meister des Sprengstoffes und der Flamme, prächtige Raubtiere, schnellten sie durch die Gräben. Im Augenblick der Begegnung waren sie der Inbegriff des Kampfhaftesten, was die Welt tragen konnte, die schärfste Versammlung des Körpers, der Intelligenz, des Willens und der Sinne.” (Jünger: “Der Kampf als inneres Erlebnis”,1922).

Her er Jüngers ekstreme ideal for soldatmanden tydeligt. Først beskrives kroppen, der i smidighed og spændighed minder om rovdyret, derefter øjnene, der under stålhjelmen ikke længere har eget liv, men blot stålfast stirrer mod den endelige sejr. Kernen i denne beskrivelse er dog soldatmandens følelseskolde og maskinelle energiudladninger i en voldsom, men kontrolleret bersærkergang. Soldatens muskelmasse er et resultat af en ekstrem kroplig hærdelse, hvor selvet, identiteten, det bløde usikre indre sjæleliv tydeligt afgrænses af et jernhårdt, maskinelt og kantet panser. Joseph Thoraks skulptur ”Cameratismo” herover er et stjerneeksempel på hyldesten til den stålsatte muskuløse mandskrop og soldaternes maskinelle kammeratskab, der får dem til at fortsætte deres march hen over slagmarkens bunker af lig: ”On and on! Some of the men collapsed as they ran, for we were compelled to force the last ounce from their exhausted bodies. Wounded men called to us on left and right from the shell-holes and were disregarded. On and on, with our eyes fixed on the man in front, along a knee-deep trench formed of linked-up shell-holes of enormous size, where the dead were almost touching. Our feet found little purchase against their soft and yielding bodies. Even the wounded who fell by the way shared the same fate and were trodden beneath the boots of those who still hurried on.” (Jünger: "The Storm of Steel").

Når man i Århus kører af Stadion Allé mod Stadion er man ikke i tvivl om stedets arkitektoniske magtstruktur. Stadion troner stateligt oplyst for enden af den brede allé med søjler, der med sine proportioner påpeger menneskets ydmyge størrelse. Man føler et fællesskab med pøblen, der strømmer til, som insekter draget af lyset. I forhallen forstærkes ydmygheden ved synet af Urkraften, Jean Gauguins skulptur fra 1920. Ligheden med Thoraks skulptur er slående: Den muskuløse krop, det stålsatte blik, de aggressivt knyttede næver, den ustoppelige march hen over den indstrømmende menneskemasse - On and on!