onsdag den 8. oktober 2008

Lidt duft af roser og hjemmebag midt i hørmen..?

Til gårsdagens bestyrelsesmøde i Skovbakken Volley spurgte Sine, om Marie og jeg havde lagt mærke til, at vi 3 piger havde været i avisen: "..ja, altså ikke med billede eller noget, men i en statistik". Vi havde ikke set artiklen fra Stiften, men det var en opgørelse over antallet af mænd og kvinder i bestyrelser i 8 eliteidrætsklubber i Århus. Kvinderne er (surprise, surprise!) i undertal, hvis ikke fraværende i samtlige bestyrelser, men vores flotte 3-tal trumfer altså de andre eliteklubber i Århus- selv bestyrelsen for kvindefodbold!
http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20081006/SPORT/588062977/1349/STIFTEN

Hvad siger det så? Tja, at kvinderne vil pusse-nusse, som der står, mens mændene har et vinder-gen? Måske. Jeg er enig så langt at der er forskel på de opgaver mænd og kvinder oftest finder interessante og relevante. Men netop for dynamikkens skyld kunne man ønske sig en større ligestilling i samtlige bestyrelser mm. Forestillingen om at bestyrelsesarbejde udføres af gamle mænd, der har truffet samtlige beslutninger på forhånd, hen over hovedet på kvinderne er en forældet kliché, der kun kan opfattes som en dårlig undskyldning fra kvindernes side. Man får indflydelse, hvis man søger den.
Derfor er det også irriterende at artiklens logo med mandehørmen i virkeligheden bare bekræfter denne kliché, frem for at appelere lidt mere til det sociale aspekt ved bestyrelsesarbejdet som, i følge artiklens egen logik, i højere grad kunne tiltale kvinderne.
Vores d'herrer Old-Stars bestyrelsesmedlemmer har påtaget sig et par tunge poster, som hhv. formand og kasserer, hvilket næppe kan opfattes som magtbegærlighed - det har været et spørgsmål om ledererfaring, reel arbejdsmarkedserfaring og forståelse for økonomi (eller forsøg på samme).
Ud over formandens netop overståede aftensmåltid, der havde fået godt med hvidløg, hvilket han dybt beklagede og hele aftenen holdt han ånden i skak med pastiller, for at skåne forsamlingen, så var der ingen særlig mandehørm til mødet igår. Til gengæld diskede Sine op med lækre sager fra hjemmebageriet, hvilket jeg kun kan forestille mig at de andre elitebestyrelser misunder os! I øvrigt havde vi et skønt feminint forslag om salg af øreringe og andre kreative geschäfter, Skovbakken Volley kunne slå sig på for at bedre økonomien :)

Måske handler det om "..at appelere til noget så gammeldags som klubfølelse", for nu at citere formanden fra en anden sammenhæng.
Har mændene mere klubfølelse? Har de mere brug for at deltage i og bidrage til et fællesskab udenfor hjemmet? Vil kvinderne hellere have medlemsskaber på fitness-præmisser, hvor man betaler sit kontingent og så ikke er forpligtet overfor andre end sig selv (og måske lige sine egne unger man kan nusse om i et udvalg)? Jeg tror det ikke. Eller. Jeg vil helst ikke tro det.

2 kommentarer:

Kasper sagde ...

Jeg synes egentlig det er pudsigt at de ikke spørger et af de få kvindelige bestyrelsesmedlemmer hvad der motiverer kvinder, i stedet for at spørge en mand.

---

Forudsat at det overhovedet giver mening at betragte kvinder og mænd som samlede grupper. De fleste individer kan jo have forskellige motiver, som ikke nødvendigvis knytter sig til deres køn.

Men det er jo samme problematik når medierne for eksempel skriver om indvandrere, eller om at en amerikansk præsidentkandidat skal have de sorte eller de kvindelige vælgere til at stemme på sig.

Som om alle med samme køn eller hudfarve eller religion/kultur/nationalitet er ens...

Anonym sagde ...

Hej Kasper.

Når der nu rent faktisk er en vældig forskel på, hvor mange mænd og hvor mange kvinder, der går ind i leder- og bestyrelses-arbejde i sporten, tyder det så ikke på, at det i dette tilfælde netop "giver mening at betragte kvinder og mænd som samlede grupper"?

Hvis mændene og kvindernes bare var frit i luften svævende individer med hver deres motiver, var det så ikke mere sandsynligt, at der ville opstå en mere lige fordeling mellem kønnene?

Du har ret i, at det egentlig er en reducerende tankegang, for mænd kan selvfølgelig sagtens have en masse (gode eller dårlige) kvindelige egenskaber – og omvendt.

Jeg tror bare, at nogle af de måder, som forskellene mellem kønnene giver sig udtryk på, er VANE– OG FORDOMSBESTEMTE – og måske er det dem, man først og fremmest skal fokusere på.

For at bekæmpe dem. Som f.eks den fordom, der længe eksisterede om, at kvinder var uegnede som ledere. Har det ikke vist si at forholde sig modsat - at de er bedre arbejdsledere end mænd (hvis noget sådan kan måles).

VH

Morten Piil