Så kom Lyngby til Århus og vi havde set frem til kampen. Vi syntes alle, at vi havde spillet en god kamp mod dem sidst, og vidste at vi var blevet bedre siden da, så vi glædede os til at spille mod dem igen. Og glæden kunne mærkes på banen, vi spillede på livet løs og fik sat pres på alle bolde. Hele holdet var virkelig i hopla i 1. sæt og Lyngby kæmpede for at være med. Sættet blev vundet ret overbevisende. Men så kom vores klassiske 2.sæt, hvor Lyngby styrede begivenhederne og vi halsede efter og kunne ikke helt finde det gode spil fra 1. sæt. På trods af vores dumme tendens til at smide 2.sæt væk efter flotte 1.sæt, så var det dog opløftende at vores bundniveau denne gang var højere end tidligere. Ingen tvivl om, at når Lyngby får lov, så skal de nok bestemme slagets gang og de kørte sættet hjem uden at se sig tilbage.
Men atter engang viste vi, at 2.sæt var en smutter: I 3. og 4. sæt spiller begge hold virkelig godt og vores fantastiske hjemmepublikum fik god volley som opvarmning til aftenens klubjulefrokost. Lyngby plejer at vide, hvornår sættene skal lukkes og de afgørende bolde vindes, men under pres kom der en del uvante fejl fra deres side, og den slags chancer skal udnyttes mod Lyngby. Vi spillede virkelig stærkt, Louise smadrede alt ned ved nettet, centerspillerne knoklede i både blokader og angreb, modtagningerne var gode og gav Sondrea gode arbejdsbetingelser, som hun udnyttede på bedste vis. Dertil kom et højt servepres, så alt i alt en dag hvor tingene lykkedes, vi gjorde hinanden bedre på banen, og Ivana blev skiftet ind og lavede et par vigtige blokader på afgørende tidspunkter.
Bettina har delvist fortsat traditionen fra sidste år, hvor vores træner, Dave, hver fredag efter træning holdt storytime og fortalte om sit eget volleyliv og andre større filosofiske overvejelser. Bettinas historie inden kampen handlede om klubbens 2. damer, som Bettina også træner (!), der havde vundet en overraskende men overbevisende sejr tidligere på dagen. Jeg er absolut tilhænger af gode historier, og med sådan én i ryggen viste vi, at vi sigter mod stjernerne og når vi spiller bedst, slår vi selv det rutinerede tophold Lyngby overbevisende.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Hej Anne.
Godt, at du her på siden leverer de kampreferater, man leder forgæves efter på jeres hjemmeside.
Kunne man tænke sig, at du også præsenterede jeres hold? For der er for det meste kun ufuldstændige oplysninger om de enkelte spillere på hjemmesiden.
VH
Morten Piil
Hej Morten, ja i forlængelse af debatten om klubbernes hjemmesider, må jeg jo indrømme at vores også er lidt sparsom angående information og opdateringer. Jeg vil se om vi kan få den opdateret, i det mindste med vores hold..
venligst
Hej Anne.
Jeg tænkte nu slet ikke i debatbaner, men simpelthen på, at det kunne være sjovt og informativt læsestof, hvis du her på siden introducerede holdets spillere.
Men hvis du hellere vil have stoffet ind på hjemmesiden, skal jeg selvfølgelig ikke blande mig.
VH
Morten
Send en kommentar