Ihhh, det var en god sejr! Efter en dårlig start på 1. sæt fik vi kæmpet os tilbage og fundet fodfæste i kampen. Det bølgede lidt frem og tilbage gennem hele kampen, men det var egentligt mit indtryk at begge hold efter et lidt famlende 1. sæt spillede ret stærkt. Jeg syntes egentlig ikke at vi forærede nogle pointsstimer væk - Frederiksberg vandt deres point, når de servede godt og når deres kanter vandt deres bolde. Til gengæld synes jeg ikke, de havde særlig meget centerspil, hvilket satte pres på deres kanter... vi havde ret gode blokader, ikke mindst takket være Natja, der efterhånden også har meldt sig stærkt på banen i den del af spillet. På vores side af nettet fik vi efterhånden etableret en god modtagning og fik centerne med i spillet. Det var virkelig en god kamp at spille, som jeg også kunne nyde undervejs. Jeg tror ikke engang at det havde været anderledes hvis vi havde tabt, altså jeg ville stadig mene at jeg havde nydt kampen og at vi reelt havde det sjovt undervejs. Frederiksberg holdt også gejsten kørende på et fantastisk niveau til langt hen i 4. sæt og satte virkelig pris på hvert eneste point, så man havde bestemt ikke lyst til at give dem noget at juble over gratis. De startede faktisk allerede under smashopvarmningen, hvor de reelt forsøgte at råbe og juble hjemmebanefordelen over på deres side af nettet :)
Jeg mindes at vi burde have vundet 2. sæt, for vi var vist afgørende foran ved 22-17 eller sådan noget. Men i modsætning til andre tabte 2. sæt gennem sæsonen, så var det helt klart et sæt, vi spillede med om, men Frederiksberg havde bare en god slutspurt, som vi ikke formåede at få stoppet mens tid var.
Det var vores næstsidste hjemmebanekamp i år, og til vores store glæde var der virkelig god opbakning og stemning i hallen. Det var specielt dejligt, fordi vi var eneste programpunkt i lørdags, så vi havde ikke en herrekamp til at tiltrække publikum. Forøvrigt er det nu heller ikke nødvendigvis det mest loyale publikum - vi har da oplevet nærmest udvandring efter ligegyldige herrekampe, selvom vi står med et brag af en kamp bagefter .. nå, i øvrigt slet ingen bitterhed, bare glæde over at publikum i lørdags var kommet for at se os og Frederiksberg spille. Og det er bare så fedt med et medlevende publikum, selv den lille Frederiksberg-klan var fantastiske, måske især takket være den røde pose fra Fætter BR fyldt med diverse larmende effekter, de havde medbragt (som dog også resulterede i at Ditte (medbragt københavner med Fætter BR heppegrej) standardsvar resten af dagen var "Hvaaa?").
I hvert fald har vi sidste hjemmekamp på fredag kl. 20.30 mod Fortuna, og hjemmebanen skal helt klart nydes til det sidste. Vi skal nok have fat i noget mere Fætter BR udstyr, så vi kan slutte godt af på den bane vi har nydt så meget i år.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar