Det er nok på sin plads her på min lyserøde blog at slippe en mindre kommentar om håndboldherrernes utrolig flotte EM-guld. Det var utvivlsomt en helt fantastisk præstation, som fortjente alt den hurlumhej af en sejrsfest, familien Danmark fik stablet på benene. Selvom jeg nok synes, at CO2 kvoten ville være bedre tjent uden forsvarets potensforlænger af en jagerfly-eskorte. Men efter sigende indgik eskorten som en del af en øvelse, og så fik de i det mindste lukket munden på CO2 fanatikere (..der bare i det stille kan spørge sig selv, hvilken øvelse, der mon var tale om? Og om forsvaret virkelig er i en position i disse dage, hvor man kan tillade sig at spille fandango med jagerfly, når man mildest talt ikke har haft det store held med sine indkøb. Personligt associerer jeg primært det danske forsvar med den glimrende leveregel "man skal ikke kaste gode penge efter dårlige"). Tilbage på sporet, hvor der så står et dansk kvindelandshold og føler sig en smule forsmået, hvilket ærlig talt kun kan komme bag på de mænd, der på mest tåbelig vis har udstillet deres mangel på social intelligens. En vis forMAND, der måske kunne have holdt sig fra den sammenligning alle journalister fiskede efter: Hvad er bedst, mandeguld eller kvindeguld? Det er en oplagt intrige, s0m man let kunne have undveget, hvis man afviste at sammenligne de to ting. Men ihh nej! Mændenes guld bliver nok endnu mere blankt og strålende, hvis det undervejs har tromlet kvinderne og møjet deres præstation til. Det eneste det siger mig, er at mændene i årevis har lidt under et (berettiget!) mindreværdskompleks i forhold til kvindernes succes, og nu da de får lidt (fortjent!) medgang, kan det ikke gå hurtigt nok med at få pløjet kvinderne tilbage til kødgryderne. Ynkeligt. Det var trods alt kvinderne, der i sin tid brød igennem til den brede befolkning med deres sport - et gennembrud, som herrerne stadig lukrerer på! Og så har herrerne stadig ikke vundet den række af medaljer, som kvinderne har. Og hvis de gør det, så skulle man tro, det var en præstation stor nok til at stå i sin egen ret uden at tromle kvindernes - det kunne klæde D'Herrer.
Det kom virkelig bag på mig, at Wilbek heller ikke holdt sig for god til at sammenligne - han er vel ellers en mand, der er verdenskendt (verden= den del af verden, der kender til nichesporten håndbold) for sin sociale intelligens (..og sine sideliniespjæt med armtræk). Jeg er sikker på, at hans udtalelser var rent håndboldfaglige og derfor i hans optik forholdsvis sobre. Men kvindernes guld var pionerguld for dansk håndbold, så for rigtig mange har det en aura, som mændene nok i virkeligheden er bedre tjent uden at sammenligne sig med.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Hej Anne
Jeg fik også med det samme tanken omkring overflødigt CO2-udslip da jeg hørte om forsvarets stunt, og det undrede mig at alle begyndte at snakke om ligestilling.
Du har i hvert fald ret i at det er meningsløst og dumt at begynde at sammenligne.
P.S. Du skulle prøve med et par linjeskift for at forbedre læsbarheden.
Send en kommentar