Passionen.. for pokker

Jeg kan virkelig godt lide vores hjemmebane, og jeg glæder mig altid lidt ekstra når vi skal spille hjemme. Specielt når nu Holte kom denne weekend og vi ærligt talt havde leveret en lidt bleg indsats derovre sidst. Men Holte spillede stabilt, mens vi svingede lidt mere i vores spil. De prioriterede tidligt i deres blokader og det fik vi desværre ikke rigtig udnyttet i vores hæverstrategi. Jeg syntes vi spillede stærkt i store dele af kampen, selvom det blev lidt stille på vores side i perioder. Det føltes mest som en koncentreret stilhed end at folk trak sig ud af kampen. Jeg var ærgerlig over at vi ikke formåede at tage momentum i begyndelsen af 4. sæt, efter at have vundet 3. Mange servefejl fra begge hold og andre bolde, der blev tabt på fejl, gjorde at det var et åbent sæt de første tyve bolde oder so. Der skulle vi have vist mere fight og vilje til at tage mere end ét sæt.
Så det var en flad fornemmelse at slutte af med et 4. sæt, hvor vi ikke rigtig spillede med, da sættet skulle afgøres.

Så lidt bitter hjem og se håndbold - godt for mit weekendhumør at de vandt, ikke mindst om søndagen også.

Angående den løbende debat om hvorvidt dansk damevolley egner sig til TV, så kan jeg kun være endnu mere ærgerlig over at jeg ikke så pokalfinalerne på TV, på grund af familietjuhej. Men først og fremmest, så gælder debatten vel dansk volley generelt? Gjorde herrekampen sig så meget bedre på TV? Under alle omstændigheder er Martin Olafsens kommentarer hverken nuancerede og eller konstruktive. Så vidt jeg kan se, har han da heller ikke fulgt op på den svada vi fik dér. Det er alt for nemt at rakke dansk damevolley ned ved at sammenligne det med lande, der har en helt anden tradition og andre resurcer i sporten. Som Maja Pilgaard også skrev på Mikkels blog, så er det ikke udelukkende det sportslige niveau(der kan være ret variende), der er afgørende for TV-seernes interesse. Det er også fortællingen bag: personerne, holdånden, det fælles mål og kampen for at nå det. Og det ved man selv på eurosport, der op til sidste OL fulgte en enkelt spiller fra forskellige sportsgrene på deres vej til OL. I volleyball var det Francesca Picicinini fra Italien og en stor del af historien om hende var faktisk hendes kamp for at få spilletid, og derudover hendes familie og hjemby osv. Og det var spændende! Jeg tror bestemt at det vigtigste element at formidle når det kommer til sport, det er passionen. Og det slipper Martin virkelig dårligt fra med sine kommentarer om niveauet i dansk damevolley og derfor er det så tåbeligt destruktivt, når der nu er masser af passion i sporten - også herhjemme! Da Morten Piil i sin tid skrev sin kronik om dansk damevolley fik jeg utrolig mange henvendelser fra venner og bekendte, der aldrig rigtig har interesseret sig for volley, men som blev fanget den den fortælling om fightermentalitet, sammenhold og passion, som Morten fortalte - se, det er noget alle kan forholde sig til.

3-0 ...ude og hjemme!

Ingen tvivl: Det er langt sjovere at blogge, når man har vundet. Så jeg vil egentlig bare lade sidste weekends 3-0 nederlag til Fortuna stå hen som en kamp, hvor vi helt klart burde have taget mindst ét sæt, men åbenbart ikke var indstillede på at spille sættene færdige. Det var alt for dårligt. Men det var positivt at vi langt hen ad vejen følte, at vi var kommet igennem julepausen uden alt for store konsekvenser for vores spil.
Og så til det sjove: 3-0 sejren over Brøndby. Endnu en heldig dag for Århusianerne! Eller.. ;)
Vi spillede godt og stabilt. Et godt servepres gav Brøndby store problemer i modtagningen, hvilket betød at de ikke fik gang i centerspillet. 1. sæt blev en gyser. Vi hentede Brøndbys føring og havde sætbold, Brøndby spiller en høj gratisbold over, som jeg vil spille frem til Sondrea, der er stukket afsted. Alle angriberne melder - den her bold skal bare dræbes, pronto! Jeg kan stadig opleve den bold i slow-motion, den føltes bare så uendelig høj, da den kom ned mod mig og jeg nåede faktisk at tænke utrolig mange tanker. Derefter spiller jeg så med stor autoritet bolden frem - en ½ meter for høj og ½ meter over på den anden side af nettet... ARRGH! Hvad sker der??!? Brøndby vandt bolden og samtlige spillere på mit hold hadede mig lige i det øjeblik - fuldt berettiget! Men mit fantastiske hold fik vendt frustrationerne mod Brøndby og vi fik alligevel hevet sættet hjem. Men den bold kunne have været så afgørende for holdets moral og kampen, hvis den havde betydet at vi tabte sættet. Og så en gratisbold, det er bare en æressag for mig...Puuh, jeg skammer mig.
I 2. sæt bestemte vi, hvad vi skulle lege - og det blev til "tik, Brøndby er den - se, om I kan fange os". Vores centerspillere arbejde virkelig hårdt hele kampen i både blokader og angreb, og i 2. sæt strålede de bare. Natja var sindssygt effektiv i angreb. Og så spillede Ci og Sondrea rigtig godt forsvar på 5 og 1.
I 3. sæt var vi forberedte på, at Brøndby ville kaste alt ind og spille højt spil. De vandt også en række mere spetakulære bolde, men det føltes stadig som om det var os, der havde det stabile niveau.

Krigens stålgestalter og sportens hyldest til Urkraften

I den tyske forfatter Ernst Jüngers delvist autobiografiske erindringer fra 1. verdenskrig "The Storm of Steel" gestalter han soldaten som en stålsat og pansret fascistoid mandsfantasi. Jünger hylder soldaternes kammeratskab, deres tætte fællesskab, der får troppen til at fungere som en maskine, der ruller hen over slagmarkerne. Han ser krigen som en regenererende kraft, hvor de ypperligste, stærkeste, mest stålsatte mænd overlever og fører arten videre:

”Es war eine ganz neue Rasse, verkörperter Energie und mit höchster Wucht geladen. Geschmeidige, hagere, sehnige Körper, markante Gesichter, Augen in tausend Schrecken unterm Helm versteinert. Sie waren Überwinder, eingestellt auf den Kampf in seiner gräßlichsten Form. Ihr Anlauf über zersplitterte Landschaften bedeutete den letzten Triumph eines phantastischen Grausens. Brachen ihre verwegenen Trupps in zerschlagene Stellungen ein, wo bleiche Gestalten mit irren Augen ihnen entgegenstarrten, so wurden ungeahnte Energien frei. Jongleure des Todes, Meister des Sprengstoffes und der Flamme, prächtige Raubtiere, schnellten sie durch die Gräben. Im Augenblick der Begegnung waren sie der Inbegriff des Kampfhaftesten, was die Welt tragen konnte, die schärfste Versammlung des Körpers, der Intelligenz, des Willens und der Sinne.” (Jünger: “Der Kampf als inneres Erlebnis”,1922).

Her er Jüngers ekstreme ideal for soldatmanden tydeligt. Først beskrives kroppen, der i smidighed og spændighed minder om rovdyret, derefter øjnene, der under stålhjelmen ikke længere har eget liv, men blot stålfast stirrer mod den endelige sejr. Kernen i denne beskrivelse er dog soldatmandens følelseskolde og maskinelle energiudladninger i en voldsom, men kontrolleret bersærkergang. Soldatens muskelmasse er et resultat af en ekstrem kroplig hærdelse, hvor selvet, identiteten, det bløde usikre indre sjæleliv tydeligt afgrænses af et jernhårdt, maskinelt og kantet panser. Joseph Thoraks skulptur ”Cameratismo” herover er et stjerneeksempel på hyldesten til den stålsatte muskuløse mandskrop og soldaternes maskinelle kammeratskab, der får dem til at fortsætte deres march hen over slagmarkens bunker af lig: ”On and on! Some of the men collapsed as they ran, for we were compelled to force the last ounce from their exhausted bodies. Wounded men called to us on left and right from the shell-holes and were disregarded. On and on, with our eyes fixed on the man in front, along a knee-deep trench formed of linked-up shell-holes of enormous size, where the dead were almost touching. Our feet found little purchase against their soft and yielding bodies. Even the wounded who fell by the way shared the same fate and were trodden beneath the boots of those who still hurried on.” (Jünger: "The Storm of Steel").

Når man i Århus kører af Stadion Allé mod Stadion er man ikke i tvivl om stedets arkitektoniske magtstruktur. Stadion troner stateligt oplyst for enden af den brede allé med søjler, der med sine proportioner påpeger menneskets ydmyge størrelse. Man føler et fællesskab med pøblen, der strømmer til, som insekter draget af lyset. I forhallen forstærkes ydmygheden ved synet af Urkraften, Jean Gauguins skulptur fra 1920. Ligheden med Thoraks skulptur er slående: Den muskuløse krop, det stålsatte blik, de aggressivt knyttede næver, den ustoppelige march hen over den indstrømmende menneskemasse - On and on!

Æv, en laaang harsk møjdag!

FREDERIKSBERG VOLLEY – AARHUS VOLLEY (25 - 18, 22 - 25, 25 - 17, 25 - 21)

Dagen startede tidligt, men faktisk rigtig fint. En stille søndag morgen, hvor hele byen er pakket ind i rimfrost og himlen skifter i blåviolette nuancer efterhånden som solen stiger. Der er næsten ingen mennesker at se, og man føler sig ret velsignet at have sådan en morgen næsten for sig selv.

Da PS-biler endelig havde fundet vores biler frem og fået installeret sæder i bussen(!), kom vi afsted. De rimdækkede landskaber der tonede frem gennem tågebankerne var mindst lige så smukke som byen i den tidlige morgen. Og med julemusik i radion troede man en kort stund, at det var en heldig dag. Den illusion bristede dog brat, da vi passerede først en enkelt soloulykke og derefter masseulykke på masseulykke med efterfølgende harmonikasammenstød, der mindede os om, hvad det smukke føre betyder for trafiksikkerheden. Så stivnede smilene og farten blev sænket markant. Stemningen i bilen blev yderligere krydret, da vi ville finde en manual for at tænde lejebilens tågelys: Da jeg sad i shotgun, åbnede jeg handskerummet og blev mødt af en massiv bølge af harsk smør og gammel spegepølse fra det klamme efterladte rundstykke, der havde taget manualens plads i handskerummet. I bagklogskabens ulideligt klare lys, kan jeg kun se det som et tegn - et rigtig dårligt ét.

Men vi fik os sneglet frem til Bülowsvej og derefter gik det pludselig stærkt - alt for stærkt. En stresset opvarmning, til dels vores egen skyld, til dels en dårlig disponering af tiden fra dommernes side. Og så var vi i gang.. eller Frederiksberg var i hvert fald. Vores modtagninger var gode, men vi kom slet ikke igennem i angrebet og Frederiksbergs blokadeprioriteringer fungerede for dem. De spillede stærkt og lod os lave alle de dumme fejl, hvilket vi da bestemt ikke holdt os for gode til.

2. sæt. Vi var ved at være landet i Frederiksberg og begyndte at finde vores spil frem. Der var nogle gode takter, men det føltes noget usikkert undervejs. Når vi fik en del af spillet i gang var det en anden del, der svigtede. Josefine og Lærkes server voldte os store problemer, så Frederiksberg henter vores ellers store føring. Men med pletvist godt spil og Maries stærke TV-serv vinder vi da sættet.

Vores servepres var ellers slet ikke på højde med sidste weekend. Vi havde enkelte stimer, både af gode server, men desværre også stimer af fejl. Det var bare generelt ikke godt nok.

3.sæt og vi kæmper desperat videre for at finde vores spil, men Frederiksberg styrer begivenhederne og vi spiller mest på deres premisser.
Ligeledes i 4. sæt, hvor vi bliver for stressede på vores side af nettet. En overgang ser det da ud til at vi virkelig kæmper os tilbage med en rigtig god servestime - men vi kunne desværre ikke følge op på den, så Frederiksberg kører sættet og kampen hjem.

Det var bare op ad bakke hele vejen. Jeg syntes egentlig at vi kæmpede for at komme ind i kampen, for at få energien i gang med gejst, men vi var ikke skarpe i de enkelte boldberøringer, så det var utrolig tungt. Der var skuffede miner i omklædningen og det var ikke sådan vi havde ønsket at gå på juleferie, når det nu kunne have været så godt! Men vi er kommet langt siden sæsonstarten og træerne vokser ikke ind i himlen. Efter kampen sendte vi Justina hjem på velfortjent juleferie, som forhåbentlig giver lidt bedring til ryggen, der har pint hende på det seneste.
Hjemturen var ganske enkelt helt forfærdelig. Fyn var hyllet i tæt tåge, der havde forårsaget endnu et enormt harmonikasammenstød, motorvejen var lukket og politiet frarådede al unødig udkørsel. Det tog mildest talt en evighed at komme hjem, og det havde nok været lidt mere muntert, hvis vi havde haft en sejr med i baggagen.

Ode til potentialet

Da vi havde spillet 1/3 del af sæsonen, altså mødt alle de andre elitedivisionshold én gang, lå vi til direkte nedrykning på en lidt bitter 7. plads. Den føltes bitter fordi holdene lå så tæt og vi bare var endt med en sorteper, som slet ikke afspejlede vores egen opfattelse af vores niveau. Men det kunne jo ikke nytte noget at blive børnesur på William, fordi han antydede at det teoretisk kunne ende med nedrykning for os. I stedet snakkede vi på holdet om vores træningsindsats og om, at når holdene lå så tæt nu, så ville det afgørende jo være, hvilke hold, der formåede at blive bedre gennem sæsonen. Et hold som Holte bliver bare altid bedre i løbet af sæsonen, og uanset deres resultater i de europæiske kampe, så er der ingen tvivl om at den slags kampe giver holdet erfaring og gør spillerne langt mere frygtløse i den hjemlige række. Fortuna har haft nogle skader og forstærker holdet med nye spillere efter jul. Vi har ikke udsigt til hverken internationale kampe, eller flere nye spillere, så vores eneste mulighed for udvikling er til vores træninger.


Til gengæld er det en fornøjelse at tale udvikling, når man nu er så heldig at spille på et af rækkens yngste hold. For jeg har slet ikke været i tvivl om potentialet på vores hold. Der er så mange dygtige spillere, der virkelig vil det her projekt, og som arbejder for det. Bare se på vores entusiastiske bænk til alle vores kampe! Men hvis vi vil have fuldt udbytte af potentialet, så skal vi tage et skridt op til hver eneste træning.. babysteps måske, men vil skal blive ved med at blive bedre, fordi vi kan.

I den anledning vil jeg da gerne på direkte opfordring stolt præsentere vores hold:

På hæverpladsen har vi Stine Smedemark Kristiansen, som havde en forrygende debutsæson i eliten sidste år, hvor hun førte holdet til en 4. plads! I år har hun fået konkurrence af Sondrea Larsen, fra Oregon Ducks, som har ført en fantastisk energi og frækt spil ind på holdet. Det er mit indtryk, at de to hævere supplerer hinanden rigtig fint, uden at der endnu er en decideret førstehæver.

På liberopositionen har vi sagt farvel til Bettina, som i stedet er blevet assistenttræner for holdet. Til gengæld har Sophie-med-det-næsten-adeligt-fine-efternavn Misser Hauch Hatting fået selskab af Ci Eshel, som søgte nye volleyudfordringer og derfor pendler fra Ikast, hvor hun bor, til vores træninger i Århus. Ci har spillet med et højt niveau og stor autoritet i modtagning og forsvar, til inspiration for os alle.

Vores centerpostition er enormt stærk i år, nok det bedste jeg har oplevet her i Århus. Nina Christiani kom hjem fra Italien og spillede med i forårets slutspil, hvor jeg var virkelig imponeret over, hvor hurtigt hun fandt et stabilt højt niveau, samtidig med at hun altid er utrolig positiv. Det samme kan egentlig siges om Ninas medstuderende fra Idræt, Susanne Christensen, der spillede i HIK sidste år. Hun har kun spillet volley i et par år, men må bare have et enormt boldtalent, for hun kan ikke bare slå hårdt, men har også en rigtig god spilforståelse. Det er på sin vis ret ironisk at centerpladsen er blevet så stærk i år, eftersom det så lidt bekymrende ud ved sæsonstart. Godtnok havde vi Nina og Ditte Iversen, som begge havde været med sidste år. Men ingen reserver og Ditte meldte fra starten ud, at hun skulle rejse efter jul. På grund af skader blev hun dog desværre nødt til at trappe ned med træningen endnu tidligere på sæsonen, og begyndte at spille med klubbens 2. damer i stedet. På det tidspunkt havde vi heldigvis fået herreholdets libero, Arunas, til at lokke sin kæreste, Justina Giedraityte (Justa) til Danmark fra Lithuan. Og hold da op, hvor kan den pige med sit omvendte tilløb og lange ben dog svæve! Dertil kommer en indædt fightervilje, der slår gnister i øjnene. Sidsttilkomne centerspiller er en overløber fra Øst-Danmark: Ivana Babic. Hun er faldet godt til i Århus og lærer dansk med en forbløffende fart, som også skyldes en sund nysgerrighed og spørgelyst. Hun er ekstremt angrebsivrig og en virkelig stærk blokadespiller.

På diagonalpladsen har kusinerne Marie Koustrup Hansen og Natja Kjeldsen deres lille godmodige familiefejde. Pt er Marie dog ude med en ankelskade, så Natja boltrer sig ved nettet, hvor hun virkelig er trådt i karakter som en stærk angriber. Det er et par virkelig klub-loyale kusiner, og jeg kan ikke forestille mig et Skovbakkenhold, hvor Marie Koustrup ikke figurerer, som en pålidelig og hårdtarbejde spiller. Marie og jeg har spillet sammen i Skovbakken, siden jeg kom til, og det er så rart med en spiller, der i den grad repræsenterer kontinuiteten, når nu der ellers har været stor udskiftning og foryngelse over årene.

Begge kusiner er også kantspillere sammen med Louise Alrø og jeg, der efter min bedste overbevisning supplerer hinanden virkelig godt på banen. Vi har hver vores forcer, som skaber et godt fundament for holdet. Dog har kant/diagonalpositionen vist sig ret sårbar, da vi alle efter tur har været ude med skader i perioder i efteråret. Cecilie Olsen har derfor taget udfordringen op, efter en pause som følge af en mindre operation, og giver nu kantpladsen en chance. Cecilie er oprindeligt centerspiller, en god én endda, og det har været hendes eget valg at prøve kræfter med kantpladsen. Den slags omskoling kræver selvfølgelig tålmodighed, men hun er god og et kvalificeret bud på en vellykket omskoling.

Derudover har vi en træningsspiller i form af Juanna Joensen, så vi faktisk kan mønstre ikke mindre end 2 fuldstændige hold, med libero, kanter og hele pivtøjet! Så er der altså mulighed for kvalitetstræninger og dermed at realisere noget af holdets potentiale.

Weekendens kamp mod Frederiksberg er virkelig vigtig for os, en sejr er nok nødvendig, hvis vi skal nå i top-4 efter jul. Efter en fantastisk sejr sidste weekend bliver den store test i virkeligheden om vi finde det samme niveau frem igen og holde det en hel kamp. Jeg personligt vil gerne vise, at sejren i weekenden ikke bare kan afskrives som en off-day fra Lyngbys side, som Smølf på forundelig vis fik det vendt til på trods af både mit og ikke mindst Mini's kampreferat. Men det er selvfølgelig en nem forklaring, specielt efter Holtes egen indsats mod dem i går aftes.

(aside)... er det ikke forunderligt hvordan nogle hold har "off-dage" og andre hold bare har et "lavt bundniveau"? Det er ret afgørende for et holds selvopfattelse, hvordan man italesætter den slags - og hvilken diskurs, der er generelt accepteret for de forskellige hold.

Flot sejr over topholdet - "Haps, haps, haps..."

Så kom Lyngby til Århus og vi havde set frem til kampen. Vi syntes alle, at vi havde spillet en god kamp mod dem sidst, og vidste at vi var blevet bedre siden da, så vi glædede os til at spille mod dem igen. Og glæden kunne mærkes på banen, vi spillede på livet løs og fik sat pres på alle bolde. Hele holdet var virkelig i hopla i 1. sæt og Lyngby kæmpede for at være med. Sættet blev vundet ret overbevisende. Men så kom vores klassiske 2.sæt, hvor Lyngby styrede begivenhederne og vi halsede efter og kunne ikke helt finde det gode spil fra 1. sæt. På trods af vores dumme tendens til at smide 2.sæt væk efter flotte 1.sæt, så var det dog opløftende at vores bundniveau denne gang var højere end tidligere. Ingen tvivl om, at når Lyngby får lov, så skal de nok bestemme slagets gang og de kørte sættet hjem uden at se sig tilbage.
Men atter engang viste vi, at 2.sæt var en smutter: I 3. og 4. sæt spiller begge hold virkelig godt og vores fantastiske hjemmepublikum fik god volley som opvarmning til aftenens klubjulefrokost. Lyngby plejer at vide, hvornår sættene skal lukkes og de afgørende bolde vindes, men under pres kom der en del uvante fejl fra deres side, og den slags chancer skal udnyttes mod Lyngby. Vi spillede virkelig stærkt, Louise smadrede alt ned ved nettet, centerspillerne knoklede i både blokader og angreb, modtagningerne var gode og gav Sondrea gode arbejdsbetingelser, som hun udnyttede på bedste vis. Dertil kom et højt servepres, så alt i alt en dag hvor tingene lykkedes, vi gjorde hinanden bedre på banen, og Ivana blev skiftet ind og lavede et par vigtige blokader på afgørende tidspunkter.
Bettina har delvist fortsat traditionen fra sidste år, hvor vores træner, Dave, hver fredag efter træning holdt storytime og fortalte om sit eget volleyliv og andre større filosofiske overvejelser. Bettinas historie inden kampen handlede om klubbens 2. damer, som Bettina også træner (!), der havde vundet en overraskende men overbevisende sejr tidligere på dagen. Jeg er absolut tilhænger af gode historier, og med sådan én i ryggen viste vi, at vi sigter mod stjernerne og når vi spiller bedst, slår vi selv det rutinerede tophold Lyngby overbevisende.

Skuld' gammel venskab..

Fredag aften skal vi spille mod HIK, men det er en lidt mærkelig fornemmelse at tage til Aalborg i år. Så længe jeg har spillet i Århus, har HIK været det tætteste, jeg kom på lokalopgør på den rigtige arvefjende måde. De har ofte gjort volleylivet virkelig surt for os, og vi har spillet nogle rigtig tætte kampe mod dem. Men i år har de foreløbigt kæmpet en lidt anden kamp end os og al respekt for, at holdet med mest rejsetid stadig kæmper i eliten.


Når det så er sagt, så var de tæt på at tage sæt fra os, da de kom til Århus og HIK plejer at have god opbakning på hjemmebanen - og rygterne vil vide, at et par af de gamle HIK'ere stadig leger med i deres hjemmekampe. Og vi har ikke råd til at sætte hverken sæt eller point til, hvis vi vil lege med længere oppe i rækken.


Nu, hvor jeg er kommet mig over min første børnefornærmelse i forbindelse med Williams kommentar om, at Aalborg og Aarhus (teoretisk!) kunne rykke ud af eliten i år, må jeg indrømme, at det er en skræmmende tanke. Selvom Åbyhøj eventuelt kunne rykke op, så ville det helt klart være på et andet niveau, både ambitionsmæssigt, organisatorisk og med hensyn til holdets aldersgennemsnit. Nogle år tilbage shoppede jeg selv lidt omkring i klubberne i Aarhus alt efter hvilken klub, der spillede i eliten, og jeg tror ærlig talt ikke at unge elitespillere føler enorm klubloyalitet, hvis det betyder et år i 1. div. Så ingen tvivl om at det ville være skadeligt både for Aarhus Volley og ikke mindst for de unge spillere på vores hold, som i så fald ville stå over for et afgørende valg mht deres volleyball og måske (ohh, skræk) komme frem til at det ikke er besværet værd. Mest skræmmende i den sammenhæng er nu tanken om en elitedivision helt uden jyske hold, hvor et ønske om at spille i på højeste niveau ikke kan kombineres med videregående studier i Jylland.

Derfor er mine følelser inden fredagens kamp en smule ambivalente. Det er hårdt at se en traditionsrig klub som HIK kæmpe sin egen kamp i bunden af rækken, men når vi står på banen, så ser jeg kun de gamle arvefjender, som ikke skal have lov at gøre livet surt for os i denne sæson.