Protest.. kaffeklub med efterfølgende dansk stil til forbundet -god fornøjelse!

Så kom vi igang med kampe igen efter et par uger. En lidt rusten start, men faktisk helt udmærket. Vi spillede et ret stabilt første sæt og havde godt pres på vores angreb. Louise fik os godt af sted med virkelig godt aggressivt angrebsspil, som både Natja, Sus og Ivana fulgte godt op på. Vi havde gode server, gode tidlige prioriteringer i blokken, men måske ikke alt for meget forsvarsspil.
Andet sæt var dog noget anderledes. Jeg var ellers sikker på, at vores 2.sæt-kriser var en børnesygdom, der var overstået, men vi havde et tilbagefald. Fejl på fejl fra vores side. Servefejl, modtagningsfejl og de dårlige modtagninger, som vi i første sæt alligevel havde fået sat pres på, smed vi pludselig væk.. Tja, og Lyngby tog sættet ret overbevisende. Men lad os kalde det den sidste lille rustplet, der skulle pudses inden vi fandt kampformen igen.
Tredje og fjerde sæt var vel egentlig reelt en god kamp med gode dueller.. indtil en længere spilafbrydelse i form af Lyngbys protest, der nok desværre kom til at overskygge spillet på banen.
Ingen tvivl om at Lyngby havde stået forkert i modtagningen efter deres dobbeltindskiftning!
Spørgsmålet er så, hvad der blev dømt hvornår. Det er helt fint at nedlægge protest og det tager selvfølgelig tid..men så lang tid??? Jeg forsøgte virkelig at blande mig udenom, at holde fokus på vores hold, så vi ikke tabte det momentum, vi helt klart havde på det tidspunkt. Vi havde ærlig talt nok hellere set, at Lyngby vandt bolden end hele den afbrydelse, der blev resultatet. Til sidst lignede det mere en kaffeklub, hvor alle interesserede åbenbart havde ret til en lang detaljeret forklaring af volleyballreglernes enkelte paragraffer, end en volleykamp. Det er bare en superirriterende følelse at en dom, der egentlig burde være til vores fordel, ender med udelukkende at blive til Lyngbys fordel. Det lyder helt absurd, at de endda skulle kunne få en omkamp ud af sagen.. men heldigvis også temmelig teoretisk.. lad os se, hvor langt Mini's danske stil til forbundet rækker ;)
Vi vandt kampen, pænt og overbevisende og mon ikke det bliver det endelige resultat på den konto.

Sidste gang vi vandt over Lyngby var alle andre overraskede over resultatet, denne gang var det knap så overraskende, endda forventet fra andre end os selv. Sidste gang tabte vi til Fr.Berg ugen efter og det føltes bittert, så hurtigt at tabe terræn igen.. Så mon ikke lidt mindre eufori over sejren denne gang giver lidt mere fokus til næste weekends vigtige opgør på vores gode, dejlige, velkendte og heppende hjemmebane? Det er om muligt i hvert fald en kamp, jeg glæder mig endnu mere til end Lyngby-kampen.. det er jo rene godter af kampe, vi har tilbage!

Skruer uden ende -og så til Lyngby igen.

Det har været utrolig godt med en lang volleyfri weekend. Ikke mindst for diverse småskavanker, der havde brug for ro - og at jeg fremover laver endnu flere mærkelige øvelser. Jeg har blandt andet erfaret, at jeg er utrolig slap i de nederste dybe rygmuskler, hvilket sikkert har været en del af årsagen til mine rygproblemer. Det kom virkelig bag på mig eftersom jeg laver masser af rygøvelser, men åbenbart bare ikke for disse muskler - det er virkelig en skrue uden ende, når man først går igang med at styrketræne! Suk. Men nu har jeg så fået nogle nye kreativt udseende øvelser føjet til mit ellers meget store repertoire for at afhjælpe diverse svagheder.



Efter lidt løse tøjler og skadespleje sidste uge, har vi strammet op på træningen i denne uge. På søndag skal vi jo til Lyngby. Det føles som en evighed siden, vi var der sidst, men dengang spillede vi noget af det bedste, vi kunne på det tidspunkt. Selvom vi tabte, var vi enige om, at det var en lovende kamp. Og det løfte blev da også indfriet på vores egen hjemmebane senere på sæsonen - i en kamp hvor Lyngby måske, måske ikke havde en off-day.. men lad nu det ligge :)

I hvert fald er det min påstand, at Lyngby ikke skal have meget off-day på søndag for vi vil gerne vinde igen! I virkeligheden er det muligvis også et lidt andet Lyngby-hold vi skal spille imod denne gang - det er i hvert fald et hold, der for nylig har været igennem en forandringsproces med nye rollefordelinger og nye succeskriterier. Det bliver spændende at se, hvad resultatet af processen mon bliver.
Nå, det må de selv rode med, tilbage til vores side af nettet. Vi har virkelig fundet det stærke angrebsspil frem på det sidste, så vi har haft en række super-intense offense vs. defense opgør til træningerne. Men hvis vi skal have chance for at vise det i weekenden, er vi selvfølgelig meget afhængige af at holde niveau i modtagningen og dermed bliver servedysten selvfølgelig ret vigtig. Rimelig basal observation, men nok temmelig korrekt.

Så stram an og stram op i denne uge, så er jeg sikker på, at vi får en god dag på søndag.

Min er størst... grow up!

Det er nok på sin plads her på min lyserøde blog at slippe en mindre kommentar om håndboldherrernes utrolig flotte EM-guld. Det var utvivlsomt en helt fantastisk præstation, som fortjente alt den hurlumhej af en sejrsfest, familien Danmark fik stablet på benene. Selvom jeg nok synes, at CO2 kvoten ville være bedre tjent uden forsvarets potensforlænger af en jagerfly-eskorte. Men efter sigende indgik eskorten som en del af en øvelse, og så fik de i det mindste lukket munden på CO2 fanatikere (..der bare i det stille kan spørge sig selv, hvilken øvelse, der mon var tale om? Og om forsvaret virkelig er i en position i disse dage, hvor man kan tillade sig at spille fandango med jagerfly, når man mildest talt ikke har haft det store held med sine indkøb. Personligt associerer jeg primært det danske forsvar med den glimrende leveregel "man skal ikke kaste gode penge efter dårlige"). Tilbage på sporet, hvor der så står et dansk kvindelandshold og føler sig en smule forsmået, hvilket ærlig talt kun kan komme bag på de mænd, der på mest tåbelig vis har udstillet deres mangel på social intelligens. En vis forMAND, der måske kunne have holdt sig fra den sammenligning alle journalister fiskede efter: Hvad er bedst, mandeguld eller kvindeguld? Det er en oplagt intrige, s0m man let kunne have undveget, hvis man afviste at sammenligne de to ting. Men ihh nej! Mændenes guld bliver nok endnu mere blankt og strålende, hvis det undervejs har tromlet kvinderne og møjet deres præstation til. Det eneste det siger mig, er at mændene i årevis har lidt under et (berettiget!) mindreværdskompleks i forhold til kvindernes succes, og nu da de får lidt (fortjent!) medgang, kan det ikke gå hurtigt nok med at få pløjet kvinderne tilbage til kødgryderne. Ynkeligt. Det var trods alt kvinderne, der i sin tid brød igennem til den brede befolkning med deres sport - et gennembrud, som herrerne stadig lukrerer på! Og så har herrerne stadig ikke vundet den række af medaljer, som kvinderne har. Og hvis de gør det, så skulle man tro, det var en præstation stor nok til at stå i sin egen ret uden at tromle kvindernes - det kunne klæde D'Herrer.
Det kom virkelig bag på mig, at Wilbek heller ikke holdt sig for god til at sammenligne - han er vel ellers en mand, der er verdenskendt (verden= den del af verden, der kender til nichesporten håndbold) for sin sociale intelligens (..og sine sideliniespjæt med armtræk). Jeg er sikker på, at hans udtalelser var rent håndboldfaglige og derfor i hans optik forholdsvis sobre. Men kvindernes guld var pionerguld for dansk håndbold, så for rigtig mange har det en aura, som mændene nok i virkeligheden er bedre tjent uden at sammenligne sig med.

2 point og højtflyvende personfnidder

Vi tog til Gentofte for at vinde, men det var bestemt ikke sådan det føltes da vi trådte ind på banen. Vi manglede energi og fightervilje i en kamp, hvor vi burde have været topmotiverede for at vise et stabilt højt niveau. Men det er åbenbart svært for os med favoritværdigheden. Så er det vel heldigt, at det også er virkelig sjældent vi bliver tiltroet den...
Vi måtte virkelig arbejde for sejren, og det så bestemt ikke altid kønt ud. Mange dårlige boldberøringer, selv havde jeg en af de dage, hvor timing og boldtouch bare var skæv, så der skulle arbejdes for at holde gejsten oppe, og forsøge at spille sig ind i kampen. Men en sejr er 2 point, hverken mere eller mindre og gav os en enkelt overnatning på den eftertragtede 4. plads - det føltes nu alligevel godt.
Jeg bliver lidt træt, når forskellige volleyblogs går over i meta-meta-spin-diskurs, og diskuterer bagtankernes bagtanker. Og nej, Smølf er altså ikke den eneste uskyldsrene træner, der som en lonesome cowboy afholder sig fra at blogge. Det er da en utrolig arrogant holdning til elitens andre trænere? Jeg er sikker på at træner-spin kan have en vis betydning for holdpræstationer - som jeg tidligere har skrevet så betyder diskursen omkring et hold utrolig meget for et holds identitet indbyrdes og den måde, det opfattes på af andre. Der hvor det går galt er nok, når det begynder at klinge hult: Når diskursen mest er til ære for alle dem der betragter holdet, mens man ikke tror på, at det egentligt er sådan holdets spillere indbyrdes opfatter sig selv. Det bliver nødt til at starte blandt spillerne før trænerne kan servere det på deres blogs på en overbevisende måde. Men ærlig talt, dette minder mig om, hvorfor en del spillere ikke deltager i diverse diskursioner - det er utrolig højtflyvende personfnidder.

Passionen.. for pokker

Jeg kan virkelig godt lide vores hjemmebane, og jeg glæder mig altid lidt ekstra når vi skal spille hjemme. Specielt når nu Holte kom denne weekend og vi ærligt talt havde leveret en lidt bleg indsats derovre sidst. Men Holte spillede stabilt, mens vi svingede lidt mere i vores spil. De prioriterede tidligt i deres blokader og det fik vi desværre ikke rigtig udnyttet i vores hæverstrategi. Jeg syntes vi spillede stærkt i store dele af kampen, selvom det blev lidt stille på vores side i perioder. Det føltes mest som en koncentreret stilhed end at folk trak sig ud af kampen. Jeg var ærgerlig over at vi ikke formåede at tage momentum i begyndelsen af 4. sæt, efter at have vundet 3. Mange servefejl fra begge hold og andre bolde, der blev tabt på fejl, gjorde at det var et åbent sæt de første tyve bolde oder so. Der skulle vi have vist mere fight og vilje til at tage mere end ét sæt.
Så det var en flad fornemmelse at slutte af med et 4. sæt, hvor vi ikke rigtig spillede med, da sættet skulle afgøres.

Så lidt bitter hjem og se håndbold - godt for mit weekendhumør at de vandt, ikke mindst om søndagen også.

Angående den løbende debat om hvorvidt dansk damevolley egner sig til TV, så kan jeg kun være endnu mere ærgerlig over at jeg ikke så pokalfinalerne på TV, på grund af familietjuhej. Men først og fremmest, så gælder debatten vel dansk volley generelt? Gjorde herrekampen sig så meget bedre på TV? Under alle omstændigheder er Martin Olafsens kommentarer hverken nuancerede og eller konstruktive. Så vidt jeg kan se, har han da heller ikke fulgt op på den svada vi fik dér. Det er alt for nemt at rakke dansk damevolley ned ved at sammenligne det med lande, der har en helt anden tradition og andre resurcer i sporten. Som Maja Pilgaard også skrev på Mikkels blog, så er det ikke udelukkende det sportslige niveau(der kan være ret variende), der er afgørende for TV-seernes interesse. Det er også fortællingen bag: personerne, holdånden, det fælles mål og kampen for at nå det. Og det ved man selv på eurosport, der op til sidste OL fulgte en enkelt spiller fra forskellige sportsgrene på deres vej til OL. I volleyball var det Francesca Picicinini fra Italien og en stor del af historien om hende var faktisk hendes kamp for at få spilletid, og derudover hendes familie og hjemby osv. Og det var spændende! Jeg tror bestemt at det vigtigste element at formidle når det kommer til sport, det er passionen. Og det slipper Martin virkelig dårligt fra med sine kommentarer om niveauet i dansk damevolley og derfor er det så tåbeligt destruktivt, når der nu er masser af passion i sporten - også herhjemme! Da Morten Piil i sin tid skrev sin kronik om dansk damevolley fik jeg utrolig mange henvendelser fra venner og bekendte, der aldrig rigtig har interesseret sig for volley, men som blev fanget den den fortælling om fightermentalitet, sammenhold og passion, som Morten fortalte - se, det er noget alle kan forholde sig til.

3-0 ...ude og hjemme!

Ingen tvivl: Det er langt sjovere at blogge, når man har vundet. Så jeg vil egentlig bare lade sidste weekends 3-0 nederlag til Fortuna stå hen som en kamp, hvor vi helt klart burde have taget mindst ét sæt, men åbenbart ikke var indstillede på at spille sættene færdige. Det var alt for dårligt. Men det var positivt at vi langt hen ad vejen følte, at vi var kommet igennem julepausen uden alt for store konsekvenser for vores spil.
Og så til det sjove: 3-0 sejren over Brøndby. Endnu en heldig dag for Århusianerne! Eller.. ;)
Vi spillede godt og stabilt. Et godt servepres gav Brøndby store problemer i modtagningen, hvilket betød at de ikke fik gang i centerspillet. 1. sæt blev en gyser. Vi hentede Brøndbys føring og havde sætbold, Brøndby spiller en høj gratisbold over, som jeg vil spille frem til Sondrea, der er stukket afsted. Alle angriberne melder - den her bold skal bare dræbes, pronto! Jeg kan stadig opleve den bold i slow-motion, den føltes bare så uendelig høj, da den kom ned mod mig og jeg nåede faktisk at tænke utrolig mange tanker. Derefter spiller jeg så med stor autoritet bolden frem - en ½ meter for høj og ½ meter over på den anden side af nettet... ARRGH! Hvad sker der??!? Brøndby vandt bolden og samtlige spillere på mit hold hadede mig lige i det øjeblik - fuldt berettiget! Men mit fantastiske hold fik vendt frustrationerne mod Brøndby og vi fik alligevel hevet sættet hjem. Men den bold kunne have været så afgørende for holdets moral og kampen, hvis den havde betydet at vi tabte sættet. Og så en gratisbold, det er bare en æressag for mig...Puuh, jeg skammer mig.
I 2. sæt bestemte vi, hvad vi skulle lege - og det blev til "tik, Brøndby er den - se, om I kan fange os". Vores centerspillere arbejde virkelig hårdt hele kampen i både blokader og angreb, og i 2. sæt strålede de bare. Natja var sindssygt effektiv i angreb. Og så spillede Ci og Sondrea rigtig godt forsvar på 5 og 1.
I 3. sæt var vi forberedte på, at Brøndby ville kaste alt ind og spille højt spil. De vandt også en række mere spetakulære bolde, men det føltes stadig som om det var os, der havde det stabile niveau.

Krigens stålgestalter og sportens hyldest til Urkraften

I den tyske forfatter Ernst Jüngers delvist autobiografiske erindringer fra 1. verdenskrig "The Storm of Steel" gestalter han soldaten som en stålsat og pansret fascistoid mandsfantasi. Jünger hylder soldaternes kammeratskab, deres tætte fællesskab, der får troppen til at fungere som en maskine, der ruller hen over slagmarkerne. Han ser krigen som en regenererende kraft, hvor de ypperligste, stærkeste, mest stålsatte mænd overlever og fører arten videre:

”Es war eine ganz neue Rasse, verkörperter Energie und mit höchster Wucht geladen. Geschmeidige, hagere, sehnige Körper, markante Gesichter, Augen in tausend Schrecken unterm Helm versteinert. Sie waren Überwinder, eingestellt auf den Kampf in seiner gräßlichsten Form. Ihr Anlauf über zersplitterte Landschaften bedeutete den letzten Triumph eines phantastischen Grausens. Brachen ihre verwegenen Trupps in zerschlagene Stellungen ein, wo bleiche Gestalten mit irren Augen ihnen entgegenstarrten, so wurden ungeahnte Energien frei. Jongleure des Todes, Meister des Sprengstoffes und der Flamme, prächtige Raubtiere, schnellten sie durch die Gräben. Im Augenblick der Begegnung waren sie der Inbegriff des Kampfhaftesten, was die Welt tragen konnte, die schärfste Versammlung des Körpers, der Intelligenz, des Willens und der Sinne.” (Jünger: “Der Kampf als inneres Erlebnis”,1922).

Her er Jüngers ekstreme ideal for soldatmanden tydeligt. Først beskrives kroppen, der i smidighed og spændighed minder om rovdyret, derefter øjnene, der under stålhjelmen ikke længere har eget liv, men blot stålfast stirrer mod den endelige sejr. Kernen i denne beskrivelse er dog soldatmandens følelseskolde og maskinelle energiudladninger i en voldsom, men kontrolleret bersærkergang. Soldatens muskelmasse er et resultat af en ekstrem kroplig hærdelse, hvor selvet, identiteten, det bløde usikre indre sjæleliv tydeligt afgrænses af et jernhårdt, maskinelt og kantet panser. Joseph Thoraks skulptur ”Cameratismo” herover er et stjerneeksempel på hyldesten til den stålsatte muskuløse mandskrop og soldaternes maskinelle kammeratskab, der får dem til at fortsætte deres march hen over slagmarkens bunker af lig: ”On and on! Some of the men collapsed as they ran, for we were compelled to force the last ounce from their exhausted bodies. Wounded men called to us on left and right from the shell-holes and were disregarded. On and on, with our eyes fixed on the man in front, along a knee-deep trench formed of linked-up shell-holes of enormous size, where the dead were almost touching. Our feet found little purchase against their soft and yielding bodies. Even the wounded who fell by the way shared the same fate and were trodden beneath the boots of those who still hurried on.” (Jünger: "The Storm of Steel").

Når man i Århus kører af Stadion Allé mod Stadion er man ikke i tvivl om stedets arkitektoniske magtstruktur. Stadion troner stateligt oplyst for enden af den brede allé med søjler, der med sine proportioner påpeger menneskets ydmyge størrelse. Man føler et fællesskab med pøblen, der strømmer til, som insekter draget af lyset. I forhallen forstærkes ydmygheden ved synet af Urkraften, Jean Gauguins skulptur fra 1920. Ligheden med Thoraks skulptur er slående: Den muskuløse krop, det stålsatte blik, de aggressivt knyttede næver, den ustoppelige march hen over den indstrømmende menneskemasse - On and on!